Porsche vinder vildt Le Mans

Porsche har vundet den 84. udgave af 24 timers løbet på Le Mans.

I nogle helt sindsyge sidste 5 minutter af løbet, tabte Toyota Gazoo Racing sejren, da den førende nummer 5 med Kazuki Nakajima bag rattet blev langsommere og langsommere, inden at den til sidst kom helt til stilstand lige efter målstregen på allersidste omgang. I samme øjeblik som Toyota Gazoo TS-050 raceren stoppede, blæste Porsche med nummer 2 forbi og kørte ud på den sidste og altafgørende omgang.

Nakajima forsøgte at få gang i bilen igen, og gennemførte også sidste omgang, men da hans omgangstid var næsten 12 minutter, tæller den ikke som gennemført, og Toyota #5 blev derfor slet ikke klassificeret i løbet.

Istedet kunne Neel Jani køre Porsche #2 hjem til sejr, og sammen med Romain Dumas og Marc Lieb betræde podiets allerøverste trin.

På 2. pladsen sluttede Toyota Gazoo nummer 6 med Mike Conway, Stephane Sarrazin og Kamui Kobayashi, mens Audi Sport Team Joest #8 med Oliver Jarvis, Loic Duval og Lucas Di Grassi sluttede 3’er.

Porsche 919 Hybrid, Porsche Team: Romain Dumas, Neel Jani, Marc Lieb Photo: Porsche Presse
Porsche 919 Hybrid, Porsche Team: Romain Dumas, Neel Jani, Marc Lieb
Photo: Porsche Presse

Toyota og Porsche lå i kamp gennem hele løbet, og faktisk var Audi også oppe og føre løbet i de første par timer. Alle de 6 fabriksbiler havde føringen på et eller andet tidspunkt i løbet af de 24 timer.

Audi løb dog hurtigt ind i problemer – først med nummer 7 og senere i løbet også med nummer 8. Herefter gjaldt det bare om at få bilen med hjem, og enhver chance for en podieplads var sådan set afskrevet, indtil løbets allersidste omgang.

Porsche løb ind i problemer med nummer 1 ca 1/3 inde i løbet, og inden at den kom ud af pitten igen, var den sat ud af spillet om en podieplads.

Rebellion Racing vandt privatkørernes LMP1 med #12, kørt af Nelson Piquet jr, Nick Heidfeld og Nico Prost. De var eneste bil af privatbilerne som blev klassificeret, da Rebellion #13 måtte udgå søndag morgen, og Bykolles udgik med brand i bagenden af bilen, efter at have holdt i pit adskillige gange i løbets første 16 timer. De kom ikke engang med til starten, da problemer allerede startede for dem her, så de allerede havde tabt den første omgang, inden at de kom igang.

Løbet blev startet bag safety car på grund af meget kraftig regn, og der gik næsten 1 time inden at løbet blev sat i gang. Men da det først blev givet frit, var der kamp i alle klasser.

I LMP2 sejrede Signatech Alpine #36 med Nicolas Lapierre, Stephane Richelmi og Gustavo Menezes foran G-Drive Racing #26 med Rene Rast, Roman Rusinov og Will Stevens og SMP Racing #37 med Vitaly Petrov, Victor Shaitar og Kiril Ladigyn. I sær nummer et og to i klassen kæmpede gennem det meste af løbet med sejren, men i sidste ende faldt det ud til franskmændenes side.

#36 SIGNATECH ALPINE (FRA) / DUNLOP / ALPINE A460 - NISSAN / Gustavo MENEZES (USA) / Nicolas LAPIERRE (FRA) / Stéphane RICHELMI (MCO)Le Mans 24 Hour - Circuit des 24H du Mans - Le Mans - France Photo©AdrenalMedia.com
#36 SIGNATECH ALPINE (FRA) / DUNLOP / ALPINE A460 – NISSAN / Gustavo MENEZES (USA) / Nicolas LAPIERRE (FRA) / Stéphane RICHELMI (MCO)Le Mans 24 Hour – Circuit des 24H du Mans – Le Mans – France
Photo©AdrenalMedia.com

GTE-Pro vil vi ikke nævne så meget om, andet end Ford Chip Ganassi Racing Team USA #68 umiddelbart vandt foran Risi Competizione og FCGR Team USA #69. Men her er der i øjeblikket flere protestbehandlinger i gang, så dem afventer vi resultatet af, inden at vi skriver mere om det løbsresultat. Men fast ligger det, at de i WEC mesterskabsførende AF Corse #71 udgik af løbet, hvilket betyder et kæmpe indhug i deres mesterskabsføring. Men vi kommer med nyt, når der er nyt omkring afgørelserne.

I GTE-Am vandt Scuderia Corsa #62 med Bill Sweedler, Townsend Bell og Jeff Segal foran AF Corse #83 med Emmanuel Collard, Rui Aguas og Francios Perrodo og Abu Dhabi-Proton Racing #88 med David Heinemeier-Hansson, Kamid Al Qubaisi og Patrick Long. #88 var ellers oppe at føre først på natten, men tabte herefter langsom farten igen, da teamet ikke kunne få dækkene til at fungere optimalt efterfølgende, og fandt aldrig rigtig ind i vinduet igen.

Af andre danske resultater kan vi nævne en 6. plads til Formula Racing med Mikkel Mac, Christina Nielsen og Johnny Laursen, efter at en løs hjulmøtrik ved teamets allerførste pitstop betød at de hurtigt tabte meget tid, da Mikkel Mac måtte køre bilen tilbage på 3 hjul. Men de kæmpede flot gennem løbet, og blev altså belønnet med en 6. plads ud af de 11 gennemførende.

I GTE Pro sluttede både Jan Magnussen i Corvette #63 foran Michael Christensen i Dempsey-Proton #77, men begge i den tunge ende af feltet. Corvette havde slet ikke farten til at kunne konkurrere med de andre biler i klassen, til stor frustration for Corvette teamet. Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen sluttede lige udenfor podiet, men som sagt er der protestbehandlinger igang.

Relaterede nyheder