4 fantastiske løb på Nürburgring

6 timers FIA World Endurance Championship løbet på Nürburgring bød på fantastisk løb i alle 4 klasser.

I LMP1 klassen var der krig mellem alle 3 fabriksteams, men Toyota manglede generelt fart henover weekenden. Det specielle ved Nürburgring er at banen kræver meget høj downforce på bilerne, og LMP1 holdene derved havde fundet deres 3. version af bodywork frem til denne sæson. En version som skal bruges på denne bane samt i Mexico.

Audi Sport Team Joest startede med begge biler fra første række, men #8 blev allerede passeret af Porsche #1 på første omgang. Herefter stod det på en løbslang dyst mellem de 2 tyske mærker. Audi var dagens hurtigste bil at have, men Porsche fik med snedig pitstrategi og lidt heldig udfald af nogle Full Course Yellow perioder alligevel næsen foran, og lykkedes at hive sejren hjem på hjemmebanen.

Porsche #1 Photo: JJ Media
Porsche #1
Photo: JJ Media

Porsche lå endda længe til at tage en 1-2 sejr, men Le Mans vinderbilen #2 gav ikke sig selv alt for mange venner ude på banen. Tidligt i løbet lavede Neel Jani en fejl i trafik, og fik sig selv spundet af banen under nedbremsningen til sving 1, da han skar ind foran Ford Chip Ganassi Racing Team UK #66. Der skete dog ikke noget med bilerne. De fik kørt sig tilbage i front af løbet, indtil Marc Lieb påkørte Abu Dhabi Proton Racing #88 med lidt over 1 time tilbage af løbet. Det gav en drive-through straf for Lieb. Herefter kom Porsche #2 ind i en duel med både Audi Sport Team Joest #8 og #7 hvor der blev byttet maling, som var det et DTM løb at der blev kørt. Under den duel, blev de så yderligere ramt af SMP Racing LMP2 #27, så Porsche #2 mistede en del af bagenden på bilen, så den måtte ind og have den skiftet.

Da målflaget faldt efter de 6 timer kørte Porsche #1 først over målstregen med Mark Webber, Timo Bernhard og Brendon Hartley bag rattet, foran Audi Sport Team Joest #8 og den anden bil med de 4 ringe, #7.

Porsche #2 fik sig kørt hjem på 4. pladsen foran begge Toyota’er.

Resultatet betyder at Porsche #2 beholdt føringen, mens begge Audi’er kom tættere på, dog med Toyota #6 mellem de 2.

Rebellion Racing #13 Photo: JJ Media
Rebellion Racing #13
Photo: JJ Media

Blandt privatholdene i LMP1, lå Bykolles Racing Team #4 længe foran begge Rebellion Racing bilerne, men måtte dog udgå med ca 2 timer tilbage af løbet. Derved kunne Rebellion Racing #13 endnu engang tage sejren foran #12. Sejren var #13 3. sejr i denne sæson, men på grund af at de udgik på Le Mans, hænger de stadig bag #12 i pointstillingen, mens Bykolles er godt distanceret indtil videre.

I GTE-Pro var der både drama på banen og i pitten. Aston Martin Racing #95 havde Pole Position, men mistede allerede føringen ved starten af løbet. Nicki Thiim fik dog hurtigt kæmpet sig tilbage, og kunne overlade bilen i en stor føring til Marco Sørensen. Teamet var dog ekstremt uheldige med flere FCY perioder, så midtvejs i løbet fandt de pludselig sig selv på 2. pladsen, mens de da løbets sidste time startede var helt nede på 4. pladsen.

AF Corse #51 Photo: JJ Media
AF Corse #51
Photo: JJ Media

Det var langt fra Ford Chip Ganassi Racing Team UK’s dag. Ved dagens første pitstop, lukkede benzintilkoblingen på #67 ikke til og benzin fossede ud over bilen og ind i cockpittet, som antændte og sendte meterhøje flammer op i pitten. Teamet og brandmændene var dog hurtige til at slukke ilden, men bilen mistede adskillige omgange i pitten, da benzinkoblingen skulle repareres inden at den kunne fortsætte.

#66 lå ellers godt til, men en fejl under et pitstop gav en straf og derved mistede de en podieplads. Istedet var det AF Corse #51 som vandt løbet foran #71 og Aston Martin Racing #95. Dermed blev kampen i toppen af mesterskabet endnu tættere – stadig med #66 i front, men #71 og #95 ligger indenfor blot 7 point af føringen.

Ford Chip Ganassi Racing Team UK #67 Photo: JJ Media
Ford Chip Ganassi Racing Team UK #67
Photo: JJ Media

I LMP2 var G-Drive Racing #26 weekendens hurtigste med Pole Position men måtte udgå med gearkasse problemer fra en ellers sikker føring. Dermed var vejen banet for Signatech Alpine #36 til at 3. sejr i træk. RGR Sport by Morand #43 sluttede på en meget flot 2. plads mens Extreme Speed Motorsport #31 sluttede på 3. pladsen. Klassementet føres rimelig suverænt af #36 mens #43 ligger 2’er og #26 som nummer 3.

Signatech Alpine #36 Photo: JJ Media
Signatech Alpine #36
Photo: JJ Media

I GTE-Am startede Abu Dhabi Proton Racing #88 med David Heinemeier Hansson fra Pole Position, men bilen have ikke ligeså meget fart som i kvalifikationen og faldt ligeså langsomt ned i rækkerne. Dog var de ikke helt ude af kampen om en podieplads da de blev ramt af føromtalte Porsche #2. Løbssejren gik til Aston Martin Racing #98, som kørte et rigtig flot løb, foran KCMG #78, som dog efterfølgende blev diskvalificeret på grund af for lav frihøjde, hvilket betød at AF Corse #83 og Larbre Competition #50 rykkede op på de 2 sidste podiepladser.

#83 fører aktuelt mesterskabet med #98 på 2. pladsen og #88 på 3. pladsen.

Aston Martin Racing #98 Photo: JJ Media
Aston Martin Racing #98
Photo: JJ Media

Efter Le Mans var rigtig mange ude med riven omkring Balance Of Performance i begge GTE klasser, men fra mit synspunkt var der meget tæt på perfekt denne gang. Måske var det bare banens karakteristik eller FCY perioderne, men i hvert fald lå Ford, Aston og Ferrari kofanger mod kofanger i lang tid gennem midterste tredjedel af løbet. Samme mønster så vi GTE-Am med de professionelle kørere bag rattet, indtil Gentlemen kørerne kom i bilerne, hvor forskellen er større – men det kan bilerne jo ikke gøre ved.

Næste gang at vi ser bilerne på banen er 1.-3. September, når feltet drager til Mexico for sæsonens 5. afdeling.

Relaterede nyheder