Genvalg til næsten alle kørere hos Ford

Det er blevet til et genvalg for næsten alle kørere hos Ford Chip Ganassi Racing i både FIA WEC samt Le Mans.

Da deltagerlisterne blev offentliggjort i går, var de 2 IMSA biler igen med på listen til 24 timers løbet på Le Mans.

I bil nummer 66 bliver Stefan Mücke og Olivier Pla det faste makkerpar i WEC mens Billy Johnson deltager i sæsonens 3 første løb. I nummer 67 kører Andy Priaulx og Harry Tincknell hele sæsonen mens Pipo Derani bliver 3. mand til og med Le Mans.

I de 2 IMSA biler deltager Joey Hand, Dirk Müller og Sebastien Bourdais som forsvarende vindere af løbet i bil nummer 68, mens Ryan Briscoe, Richard Westbrook og Scott Dixon atter er at finde i 69’eren.

Ford Chip Ganassi Racing Team UK
Photo: JJ Media

I forhold til deres 2016 lineup er det kun Marino Franchitti som ikke længere er en del af teamet, og nu erstattet af Pipo Derani. Der er ikke rigtig kommet nogen melding fra teamet om hvorfor, men bruddet skete umiddelbart efter Le Mans 2016, hvor FIA WEC bilerne gik over til blot 2 kørere, selvom pressemeddelelserne før sæsonen sagde at de ville køre 3 kører teams gennem hele sæsonen.

Ford havde en meget blandet 2016 sæson. De første 2 weekender i FIA WEC var resultatmæssigt ikke noget at skrive om, mens de vandt 24 timers løbet på Le Mans. Herefter blev det til endnu en tørkeperiode inden at bil nummer 67 snuppede 2 sejre i træk på Fuji og Shanghai banerne.

2017 har allerede bragt den første sejr til den bil som i Europa kører med 68, da Hand, Müller og Bourdais vandt 24 timers løbet i Daytona sidste weekend. De kan nå at få endnu en sejr på kontoen ved 12 timers løbet på Sebring i marts, inden at den Europæiske sæson starter midt i april på Silverstone banen.

Relaterede nyheder