4 fabriksstøttede Audi biler til 24 timers løbet på Nürburgring

Der kommer 4 fabriksstøttede Audi R8 LMS racere på startgridden til 24 timers løbet på Nürburgring i slutningen af maj.

Audi Sport Team Land kommer med 2 biler, hvor sidste års ADAC GT Masters mestre Christopher Mies og Connor De Phillippi kommer på dobbeltarbejde, da de skal køre begge biler. De skal have hjælp af Christopher Haase og Pierre Kaffer i den ene bil, mens Kelvin van der Linde og Markus Winkelhock hjælper til i den anden.

Audi Sport Team WRT stiller med Marcel Fässler og Robin Frinjs i den ene bil, og Frank Stippler samt Frederic Vervisch i den anden. DTM kørerne Nico Müller og Rene Rast skal hjælpe til i begge WRT biler under løbet.

Land Motorsport
Photo: JJ Media

Det er helt normal procedure ved 24 timers løbet på Nürburgring at visse kørere sidder i flere biler, da de har helt andre regler end på eksempelvis Le Mans, hvor man blot må være tilknyttet som kører i 1 bil.

Dermed har Audi ikke inkluderet Phoenix Racing som fabriksstøttet team til 24 timers løbet på Nürburgring. Det kaster også et spørgsmålstegn over Danske Nicolaj Møller Madsen’s 24 timers løb, da han for få uger siden blev annonceret hos netop dem, i en fabriksstøttet satsning på løbet – for øvrigt med Frank Stippler som medkører. At Stippler nu sidder hos WRT, må betyde at Phoenix ikke kommer til start, da han næppe skal køre dobbeltprogram, da allerede 2 af hans medkørere (Rast og Müller) har 2 biler, og Stippler derved skal være en af de “friske” kørere i bilen, som skal køre hovedparten af løbet. Men der ligger ikke aktuelt noget konkret fra hverken Audi Sport eller Phoenix Racing omkring 24 timers løbet på Nürburgring – så tiden må vise hvad der sker.

Relaterede nyheder