FIA WEC Prolog – GTE-Pro

I forgangene weekend havde FIA World Endurance Championship kaldt til fælles testdag på Monza forud for sæsonen. Der var mødepligt for alle hold, som skal deltage i hele FIA WEC 2017 sæsonen, så der var masser at se på for tilskuerne, som kunne glæde sig over gratis adgang til banen samt paddock området.

Vi har delt vores rapporter omkring weekenden op i 4 rapporter, som hver for sig handler om de forskellige klasser.

I denne artikel fokuserer vi på GTE-Pro feltet.

Aston Martin Racing
Photo: JJ Media

4 fabrikshold kæmper med 2 biler hver, i klassen som fra og med i år kører om en officielt FIA VM titel blandt både kørerne og konstruktørerne. De forsvarende mestre Aston Martin Racing kommer ligesom Ford Chip Ganassi Racing Team UK og AF Corse med en optimering af samme materiel som i 2016. Porsche stiller op med en helt ny Porsche 911 RSR bil, som er radikalt anderledes end de tidligere udgaver, med bl.a. en motor som ligger mere centralt i bilen i forhold til den traditionelt bagerst placerede motor som ellers kendetegner Porsche biler. Ved at flytte motoren fremad, har det givet mulighed for at lave en bedre diffusor bagpå bilen, hvilket giver ekstra vejgreb på bilen.

AF Corse
Photo: JJ Media

Porsche #92 med Danske Michael Christensen bag rattet var hurtigst i lørdagens første test, mens Ford Chip Ganassi Racing Team UK #67 sluttede 2’er foran søsterbilen #66, med Porsche #91 på 4.pladsen. Først herefter kom de 2 Ferrari’er og 2 Aston Martin racere.

Det samme billede gentog sig i lørdagens anden træning, med Porsche #92 foran Ford #66, Porsche #91 og Ferrari #51. Aston Martin Racing var igen langsommst.

Porsche #92 fuldendte hattricket ved også at være hurtigst i aftentræningen lørdag aften. Vi så dog kun 4 biler på banen, da vejret ikke helt kunne bestemme sig for om det skulle være tørvejr eller regnvejr. Men på nær nogle få minutter i starten af træningen, var banen mere eller mindre våd gennem hele denne træning.

Ford Chip Ganassi Racing Team UK
Photo: JJ Media

Søndag var en ny dag, men alligevel holdt #92 fast i placeringen allerøverst på resultatlisterne, med holdkammeraterne blot 0,008 sekund bagefter. Yderligere 0,027 sekund bagved kom Ford #67.

Det lykkedes dog ikke for Michael Christensen og holdkammerat Kevin Estre at gøre rent bord i #92. Ford tog de første to placeringer foran de to Porsche’r inden at Ferrari slog Aston Martin med begge biler.

Porsche GT
Photo: JJ Media

Det hele lyder måske meget dramatisk for Ferrari og Aston Martin inklusiv Nicki Thiim og Marco Sørensen i AMR #95, hvor de ikke har været i top 3 på noget tidspunkt i løbet af weekenden. Men afstandene var under 1 sekund, så der kan stadig ske meget i løbet af sæsonen.

GTE klassen har den såkaldte Balance of Performance, hvor bilerne løbene vil blive justeret i forhold til hinanden. Der blev indsamlet masser af data i løbet af weekenden, så inden længe vil der blive lavet et grundlag for denne. Som noget nyt vil der kunne justeres under weekenderne, ved at der løbende bliver indhentet data fra bilerne og justeringer bliver foretaget på baggrund af disse. I 2016 var der 10 justeringer af BOP på 9 weekender, og det er det at man vil til livs med denne nye teknologi.

Aston Martin Racing Valero livery
Photo: JJ Media

Ford GT var hurtigst med 280,5 km/t mens Aston Martin Racing var næsthurtigst med 276,9 km/t. Porsche kørte omkring 272 km/t mens Ferrari var langsomst med 268,7 og 268km/t.

Hvordan at det hele kommer til at forløbe, og hvem der så er hurtigst til åbningsløbet, må vi se om 11 dage, når de i alt 28 deltagere i FIA WEC 2017 kører ud på Silverstone banen.

Relaterede nyheder