BMW viser ny M8 GTE frem

BMW har i dag offentliggjort billeder og data på deres nye M8 GTE racer, der skal deltage i FIA World Endurance Championship samt IMSA Weathertech Sports Car Championship.

Det er blot 2 måneder siden, at bilen kørte den første meter i Dingolfing, Tyskland den 1. juli. Små to uger senere havde de en privat test på Lausitzring, inden at de i sidste måned også var i Barcelona for at test den helt nye bil.

Bilen er så ny, at gadeversionen ikke engang er kommet i handlen endnu, men først kommer det i løbet af 2018.

BMW M8 GTE får debut ved 24 timers løbet i Daytona i januar 2018, hvor den skal kæmpe mod Corvette, Ferrari, Ford og Porsche – og muligvis også Aston Martin, hvis de møder op til dette løb med deres nye GTE bil.

BMW M8 GTE
Photo: BMW Motorsport

Bilen har en 4 liters motor med twin turbo, der yder mere end 500hk. Der er brug for masser af power, da bilen i sig selv er den indtil videre største GTE bil i feltet, hvad angår dimensioner.

BMW oplyser at bilen vejer 1220 kg, har en længde på 4980 mm, 2224 millimeter bred og 1212 millimeter høj. Til sammenligning er Ford GT GTE versionen ca 20 centimeter kortere, 20 centimeter smallere og 10 centimeter lavere – og den virker allerede stor ude på banen.

Bilen får en 6 trins sekventiel gearkasse, hvor man skifter gear bagpå rattet – ligesom vi kender det fra alle de andre GTE biler samt ikke mindst Formel 1 biler.

BMW har proppet erfaringer i bilen, som de har fået med M6 modellen, der har kørt i IMSA mesterskabet de seneste sæsoner. Denne model var dog ikke 100% bygget efter GTE reglementet, og måtte derfor kun deltage i USA, og ikke på Le Mans, som den tidligere M3 GT2 gjorde i 2011, som er seneste gang at BMW har deltaget på Le Mans.

BMW M8 GTE
Photo: BMW Motorsport

Bilen bliver præsenteret i de klassiske M farver, men de oplyser at det ikke nødvendigvis bliver det endelige design – men for vores skyld måtte det nu gerne, med et par Michelin klistermærker sat på kofangerne.

Bilen kan de næste dage opleves på IAA biludstillingen i Frankfurt.

Relaterede nyheder