Audis dominans fortsatte søndag

For anden dag i træk havde Jamie Green kørt sig til Pole Position, men med Rene Rast på andenpladsen. Marco Wittmann var bedste BMW på 3. pladsen inden at Mike Rockenfeller og Nico Müller kørte to Audi’er mere ind foran bedste Mercedes på P6, kørt af Gary Paffett. Mesterskabsførende Mattias Ekström startede 8’er. Lokalhelten Lucas Auer skulle starte allerbagerst, men var blot 0,727 sekund bag Green på Pole Position.

I front af feltet forløb tingene forholdsvist roligt, mens Mattias Ekström tabte en enkelt placering i det tætte midterfelt. Ekström dykkede i pit på første omgang sammen med Augusto Farfus. Dermed fik de to kørere fri bane, til at kunne give gas, og ikke hænge fat i trafikken.

Müller havde et lille hul op til de første fire, men Paffett gad ikke køre bag ved Audi’en, og overhalede ham på vej ud af sving 3.

Ekström var hurtig til at komme forbi Tom Blomqvist, som også var en af de kørere som havde været tidligt pitten. Dermed havde svenskeren allerede vundet en plads i forhold til starten.

Photo: DTM.com

Müller kæmpede sig tilbage forbi Paffett, på samme tid som Mike Rockenfeller gik til angreb på Marco Wittmann omkring 3. pladsen. BMW køreren brugte hele banen til at forsvare sig, og blev undersøgt af dommerne for at skifte bane mere end en gang. Det lykkedes Rockenfeller at komme forbi omgangen efter, med hjælp af lidt DRS, og dommerne valgte heller ikke at give nogen straf til Wittmann.

Ekströms strategi begyndte ligeså stille at betale sig tilbage, da han lå helt oppe bag Wittmann efter dennes pitstop. Omgangen efter snuppede Ekström Mercedes mand Paffett efter hans pitstop, alt imens Ekström angreb Wittmann hele vejen rundt på banen. Svenskeren kom ikke forbi tyskeren i den omgang, men faldt en lille smule tilbage og sparede på dækkene.

Da Mike Rockenfeller kom ud fra sit pitstop, kom han ud lige foran Marco Wittmann. Rockenfeller forsøgte at forsvare sig, men kunne intet stille op på kolde dæk. Da Wittmann først var smuttet forbi, valgte han også at lukke Nico Müller og Mattias Ekström forbi, for at give Ekström så mange point til mesterskabet som muligt.

Halvvejs i løbet kom Wittmann under hårdt pres af Müller, og duellen varede halvanden omgang, inden at Müller kom forbi ved hjælp af DRS. Tom Blomqvist kom også under angreb af Gary Paffett, og de to kørte side om side, indtil Blomqvist kunne forsvare placeringen. Den gik dog ikke længere end til næste omgang, hvor Paffett kom forbi på en langside – igen hjulpet af DRS. Bilerne var så ens tidsmæssigt, at DRS var den eneste mulighed for at lave en overhaling.

Efter alle kørere havde været inde til det obligatoriske pitstop, førte Jamie Green løbet an foran Rene Rast, Nico Müller, Marco Wittmann og Mattias Ekström.

Med 15 minutter tilbage af løbet kom der for alvor gang i løbet. Lucas Auer blev spundet rundt af Bruno Spengler, og det sendte Auer baglæns ind i autoværnet. Løbsledelsen var hurtige til at sende Safety Car på banen, selv om Auer hurtigt kom tilbage på banen. Han kravlede stille tilbage til pitten og parkerede bilen i garagen, med store skader bagpå bilen. Spengler endte med at få en Drive-through straf for påkørslen.

Dermed blev hele feltet samlet igen, og alle gjorde klar til at angribe hinanden, når SC ville forlade banen. Med deres 2 mands bredde genstart, var der masser af action ned gennem rækkerne.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Marco Wittmann forsøgte at overhale Nico Müller, men endte i stedet med at ryge helt ned på 7. pladsen. Ekström var heller ikke så hurtig, og han tabte en placering til Gary Paffett.

Med halvanden omgang igen kom der gang i overhalingerne. Rene Rast overhalede Jamie Green i kampen om førstepladsen. Green faldt længere tilbage, med hvad teamet forklarede som et gearkasse problem. Meget bittert for briten, der endte med at slutte løbet på 14. pladsen.

Da det ternede flag faldt, var Rene Rast første mand over stregen foran Mike Rockenfeller og Nico Müller. Så Audi gentog gårsdagens 1-2-3 sejr. Gary Paffett sluttede 4’er, mens Mattias Ekström sluttede 5’er foran bedste BMW mand, Marco Wittmann.

I mesterskabet fører Mattias Ekström fortsat mesterskabet, med Rene Rast på andenpladsen og Jamie Green 3’er. Mike Rockenfeller ligger på en delt 4. plads med Marco Wittmann, mens Lucas Auer blot ligger 3 point bagved, på 6. pladsen.

Audi fører også Kontruktørmesterskabet suverænt foran Mercedes-Benz og BMW, mens Audi Sport Team Rosberg fører Team Mesterskabet foran Audi Sport Team Abt Sportline og Mercedes-AMG Motorsport Mercedes me.

Finalen skal køres den 14.-15. oktober på Hockenheim.

Relaterede nyheder