Audi sikrede sig alle 3 DTM titler i lørdagens løb

På en fantastisk sensommerdag blev årets næstsidste DTM løb kørt på Hockenheim.

Audi Sport havde alle kort på hånden for at tage titlerne hjem allerede i lørdagens løb. BMW havde dog andre planer, og snuppede Pole Position med Timo Glock foran Maxime Martin. På 3. og 4. position startede Audi kørerne Jamie Green og Rene Rast. Herefter kom to Mercedes mænd med Edoardo Mortara og Robert Wickens. Vi skulle helt tilbage på 10. pladsen for at finde den mesterskabsførende Mattias Ekström, men der har han så ofte før startet i denne sæson.

Glock kom fint af sted, mens Martin blev overhalet af Green allerede inden første sving. Ekström tabte en placering, men kørte sikkert for ikke at komme i noget ballade. Det vigtigste for ham og Audi var, at Lucas Auer (Mercedes-AMG) var 2 pladser længere tilbage og Marco Wittmann (BMW) kun 2 pladser foran.

Maro Engel kørte i pit allerede efter første omgang, for at tage det obligatoriske pitstop.

På trods af DRS kørte hele feltet stille og roligt efter hinanden, og der var ikke for alvor nogle angrebsforsøg gennem de første omgange.

På løbets 6. omgang kom der lidt gang i løbet, hvor Gary Paffett kunne overhale Marco Wittmann. I front af feltet blev de skarpe albuer også fundet frem, hvor Jamie Green lavede et angrebsforsøg på Timo Glock. De to kørte side om side gennem flere sving, og Glock endte med at køre af banen og ud over det asfalterede afkørselsområde. Glock kom tilbage på banen igen lige foran Green, og det kom næsten til kollision mellem de to.

Omgangen efter lykkedes det Green at komme forbi Glock, men ikke uden lidt berøring mellem de to. Løbsledelsen valgte at give Green en advarsel, hvilket betyder at han får en startplacerings straf i søndagens løb.

Edoardo Mortara udbremsede Maxime Martin på ved ind i hårnålen, og overtog derved 3. pladsen i løbet, efter Green og Glock.

På løbets 9. omgang kørte Mattias Ekström i pitten efter nye dæk, som blot den anden kører i feltet. Han kunne hurtigt under pres fra Maro Engel, der allerede havde varme i dækkene, men forsøgte at forsvare sig det bedste at han kunne. Løbsledelsen mente at Ekström havde forsvaret sig lidt for meget og gav svenskeren en advarsel. Det betyder at også han ligesom Green skal starte 5 pladser længere tilbage i morgendagens løb.

Rene Rast og Lucas Auer pittede på samme omgang, og kom ud på helt fri bane – foran Ekström og Engel.

Omgangen efter dykkede Glock og Martin i pit og kom ud i samme rækkefølge.

Mike Rockenfeller, Timo Glock, Maxime Martin, Rene Rast
Photo: DTM

Ekström var efterhånden kommet op bag Lucas Auer og lagde voldsomt pres på østrigeren, men han kom ikke forbi i første omgang. I stedet kørte begge mand sig op bag Nico Müller, hvor Auer hurtigt kom forbi, og Müller lukkede Ekström forbi på omgange efter.

Efter 14 omgange af løbet kørte den førende Green i pit, og kom igen ud i suveræn føring – i det mindste blandt kørerne, som allerede havde været i pit.

Wittmann pittede på 15. omgang og kom ud bag gruppen med Auer, Ekström og Müller. Så han var en af de store tabere i pitstop lotteriet – eller fra et andet synspunkt, var det bare Auer og Ekström der havde været de smarte, og var kommet forbi BMW manden.

Paffett pittede på 18. omgang og kom ud lige foran Auer, der nemt kunne overhales – dels ved hjælp af DRS og dels ved hjælp af varmere dæk. Dækvarmere er ikke tilladt i DTM, så det kræver et par omgange inden at de er oppe på driftstemperatur. Paffett kom også under pres fra Ekström, men englænderen kunne holde svenskeren bagved i første omgang.

Godt halvvejs i løbet satte Wittmann schweiziske Müller under pres, men kom ikke forbi.

Rockenfeller var 3. sidste mand til at pitte, og fra første position røg han helt tilbage på 9. pladsen, da midterfeltet lå i en stor klump. De eneste to kørere der ikke havde været i pit var Tom Blomqvist og Loic Duval, som dog ikke havde nogen reel indflydelse på pointplaceringerne i løbet.

Med 11 minutter tilbage af løbet gik Green tilbage i føring af løbet, da Blomqvist blev overhalet på banen. Blomqvist manglede dog stadig at køre i pit til sit pitstop, som han valgte at gøre omgangen efter.

Efter mange forsøg kom Bruno Spengler endelig forbi Nico Müller, men kun i kampen om 12.-13. pladsen.

Rockenfeller satte Rast under pres i kampen om 5. pladsen og kom forbi i en accelerationsduel ud af hårnålen. Med det samme var de to oppe bag Mortara og gik straks til angreb på Mercedes køreren. Rocky blæste forbi italieneren og stillede herefter sigtekornet ind på Martin, som lå godt halvandet sekund.

Jamie Green
Photo: JJ Media

Rockenfeller kørte over et sekund hurtigere end Martin, og med godt 3 minutter tilbage af løbet, udbremsede han Martin på vej ind i hårnålen, og indtog derved den sidste podieplads. Med 2,7 sekunder op til Glock foran, og to et halvt minut tilbage af løbet, havde Rocky virkelig travlt, hvis han skulle snuppe endnu en plads.

Spengler udaccelererede Ekström på vej ud af hårnålen og sendte derved svenskeren helt ud af pointene.

Rockenfeller hentede Glock med over et sekund per omgang, og ved starten på løbets allersidste omgang var der blot 0,6 sekund imellem de to. Ved hjælp af DRS udbremsede Rocky sin landsmand og kunne derved køre over målstregen bag Jamie Green i en Audi 1-2 sejr.

Med dagens resultat sikrede Audi Sport sig Kørermesterskabet – men intet er afgjort omkring mesteren. Mattias Ekström fører fortsat, men Jamie Green er nu blot 9 point, med Rene Rast yderligere 4 point bagved. Mike Rockenfeller holdt liv i sin titeldrømme med sit fænomenale løb, og ligger nu 20 point bag førende Ekström. Lucas Auer og Marco Wittmann ligger 5’er og 6’er i mesterskabet, men kan maksimalt opnå en 3. plads i mesterskabet.

Audi sikrede sig Konstruktørmesterskabet med dagens resultat, mens Teammesterskabet er sikret for Audi Sport Team Rosberg.

Finalen i dette års DTM mesterskab køres i morgen søndag, med grønt lys klokken 15.13.

Relaterede nyheder