Engelsk og japanske Pole Positions i Shanghai

Kvalifikationen til den 8. afdeling af FIA World Endurance Championship blev kørt i Shanghai, Kina.

De første 20 minutter skulle GTE bilerne køre, og som altid skulle 2 mænd i bilen, for at sætte en kvalifikationstid.

Michael Christensen startede i Porsche #92, mens Marco Sørensen var den første mand i Aston Martin Racing #95.

Der udbrød krig mellem Ford og Ferrari i de allerførste minutter af kvalifikationen. Ford Chip Ganassi Team UK var de første to biler på banen, mens AF Corse holdt deres to biler inde i pitten, præcis indtil den mesterskabsførende Ford kom ud på start-mål langsiden. Det passede så med at James Calado i #51 blokerede Andy Priaulx i #67 lige midt i Sving 1. Ikke ret pæn kørsel af de to røde biler fra Italien.

Christensen i #92 hoppede ind på førstepladsen i GTE Pro, mens Sørensen i #95 indtog andenpladsen, og Calado i #51 indtog 3. pladsen, foran Olivier Pla i Ford Chip Ganassi Team UK #66. 4 forskellige mærker på de første 4 pladser.

I GTE Am var Spirit of Race Ferrari #54 den hurtigste bil, foran Aston Martin Racing #98 og Dempsey-Proton Racing Porsche #77.

Nicki Thiim fulgte op på tiden i #95 og trak bilen op på førstepladsen i GTE Pro klassen, mens Kevin Estre i #92 ikke kunne matche Thiims tid og skal starte 2’er i morgen. Alessandro Pier Guidi i #51 kørte sig ind på P3, inden at de to Ford racere #67 foran #66 lukkede top 5.

Paul Dalla Lana kørte Aston Martin Racing #98 ind på Pole Position i GTE Am foran Matteo Cairoli i Dempsey-Proton Racing Porsche #77 og Thomas Flohr i Spirit of Race #54.

Aston Martin Racing #95 & #97
Photo: JJ Media

I LMP1 lå Nick Tandy i Porsche #1 ud med at sætte hurtigste tid foran Mike Conway i Toyota Gazoo Racing #7.  Bruno Senna satte hurtigste tid i Vaillante Rebellion #31, foran holdkammeraten Nelson Piquet Jr i #13 og Vitaly Petrov i CEFC Manor TRS Racing #25.

Begge Porsche biler kom i trafik på deres første flyvende omgang med Lotterer i #1 og Bamber i #2. Faktisk endte Bamber med at spinde af banen, inden at han kunne få bilen peget i den rigtige retning igen.

Toyota udnyttede muligheden og satte den hurtigste tid af alle, med Kamui Kobayashi i #7, foran Lotterer i Porsche #1 og Anthony Davidson i Toyota #8.

I LMP2 klassen fulgte Julien Canal i Vaillante Rebellion #31 og tog Pole Position, foran Leo Roussel i G-Drive Racing #26 og David Heinemeier Hansson i Vaillante Rebellion #13.

Toyota Gazoo Racing #7
Photo: JJ Media

Løbet starter søndag klokken 04.00 dansk tid.

Relaterede nyheder