Travle dommere i Hong Kong

Det var ikke kun på de 43 hæsblæsende omgange ved åbningsløbet i FIA Formula E Championship, at der var travlt for dommerne. Selv efter målflaget, kunne de ikke sætte sig ned og slappe af.

Hvis vi starter helt fra morgenstunden, fik Neel Jani en 10 placeringsstraf til dagens løb. Da han startede 17’er i løbet, “manglede” han stadig at afsone 7 pladser. De blev så konverteret til 10 ekstra sekunders pitstop straf, i forbindelse med bilskiftet. Jani sluttede dagens løb på 18. pladsen

Efter kvalifikationen skulle Edoardo Mortara og Mitch Evans have speciel tilladelse til at starte løbet, da de ikke havde kørt en hurtig nok tid i kvalifikationen grundet tekniske problemer. Begge fik lov til at starte, og sluttede løbet henholdsvis 7’er og 12’er.

Under løbet fik Andre Lotterer en 5-sekunders pitstop straf, fordi mekanikerne ikke havde fået fjernet kølingen på bilen inden 3 minutters markeringen før løbsstarten – men det var ikke eneste gang at bil nummer 18 blev nævnt i en afgørelse ved dagens løb. Under løbet afkortede han banen, og ifølge reglementet skulle han have holdt helt stille, inden han kørte tilbage på banen. Det gjorde Lotterer ikke, og han fik en drive-through straf for dette under løbet. Som om at dette ikke var nok, så gjorde han det samme en gang mere under løbet. Det var dog så sent i løbet, at han ikke kunne nå at tage straffen, og i stedet den blev konverteret til en 22 sekunders tidsstraf på slutresultatet. Eller det vil så sige hvis der havde været et slutresultat. Lotterer fik ikke bilen slukket korrekt for bilen i Parc Ferme efter løbet, og da dommerne ser meget alvorligt på dette, da det i teorien kunne få bilen til pludselig at køre, hvis der skulle ske en fejl på den, blev han altså disket fra løbsresultatet. En rigtig møgdag på kontoret for den nytilkomne kører, der ellers har slået sine folder i FIA WEC for Audi og Porsche.

FIA Formula E Championship 2017/18
Photo: LAT/Formula E

Men vi slutter ikke med straffe her.

Luca Filippi påkørte under løbet Felix Rosenqvist, og det fik han en drive-through straf for, der blev udstået under løbet. Filippi endte alligevel på en 10. plads i debutten.

Sam Bird fik en straf under løbet for ikke have parkeret bilen inde i garagen ved bilskiftet. Det gav en drive-through straf, som han udstod under løbet. Straffen kostede ham kun 6 sekunder, og var stadig nok til at kunne nå ud i føring af løbet igen og senere vinde løbet.

Maro Engel kom også i dommernes søgelys. Under løbet havde han brugt lidt for meget strøm – 190kW imod det tilladte 180kW. Det gav ham en drive-through straf, der blev konverteret til 22 sekunder umiddelbart efter målstregen. Han sluttede på en 13. plads i det reviderede resultat.

Og vi fortsætter…

Felix Rosenqvist blev efter løbet snuppet i at have brugt for meget strøm. Han havde en overgang brugt 197kW imod de tilladte 180kW, så han fik også en 22 sekunders tidsstraf, og faldt derved fra 7. pladsen tilbage på en 14. plads.

Sam Bird blev kaldt til dommerne efter løbet, og fik en 10 placerings straf på startgridden til morgendagens løb, på grund af hans farlige kørsel i pitten, hvor han var meget tæt på at ramme nogle mekanikere og faktisk ramte noget pit materiel. Pitlane var utrolig støvet, så bilen kurrede bare med 4 låste hjul, da han forsøgte at dreje ind i garagen. Men 10 placeringer tilbage på gridden i morgen er ikke just den bedste besked at gå i seng på – selv om man vandt dagens løb.

Det var alt hvad dommerne kunne nå lørdagen i Hong Kong. De valgte ikke at gøre noget med Jean-Eric Vergnes slingrende kørsel foran Nick Heidfeld, på trods af punkt 9.1 under Drivers Briefing dokumenterne. Men måske vurderede de, at det ikke var så slemt som det så ud til på kamera, og ikke mindst fra Heidfelds blik i den bagved kørende bil.

Men der kom altså i alt 13 domme med tilhørende straffe – blot på åbningsdagen af Sæson 4. Vi må se om morgendagens løb forløber lidt roligere, eller om de 3 dommere får sved på panden igen.

Relaterede nyheder