Også stabilitet i de amerikanske Ford biler

Ford Chip Ganassi Racing har offentliggjort, at de også beholder deres kørerlineup i WeatherTech SportsCar Championship, ligesom tilfældet er i FIA WEC.

Dermed får Joey Hand og Dirk Müller i #66, samt Ryan Briscoe og Richard Westbrook i #67 deres 3. sæson for teamet i IMSA serien.

Ved langdistanceløbene kommer Sebastien Bourdais med i #66 mens Scott Dixon kører med i #67.

Dermed mangler Ford blot at sætte navn på de 2 langdistance kørere i FIA WEC, men her har de også helt indtil april måned, inden prologen køres.

Teamet tester i denne uge på Daytona sammen med mange andre hold, i den obligatoriske BOP test inden sæsonen. Her kan man se et let ændret farvevalg på bilerne. De er stadig røde, hvide og blå, men bilerne har fået lidt mere metallic look.

Ford Chip Ganassi Racing, Daytona BOP test December 2017
Photo: Vickie Miller

Samtidig siger teamet, at der ikke er planer om mere end de to sædvanlige biler på Daytona samt Sebring i 2018. De seneste år har Ford Chip Ganassi Team UK taget turen over, og fået lidt ekstra kilometer i bilerne. Men teamet står samtidig med det “problem” at halvdelen af deres kørere allerede har sæder i IMSA serien, og man derved enten skulle ud at finde nye kørere, eller blande rundt på de faste kører besætninger, og det er teamet ikke interesseret i.

Pipo Derani (som forventes han vender tilbage som 3. mand på minimum Le Mans) og Olivier Pla kører for Tequila Patron ESM i Nissan Ligier DPi bilerne, hvor Derani kører hele IMSA sæsonen mens Pla kun deltager i Tequila Patron North American Endurance Cup løbene (Daytona, Sebring, Watkins Glen og Petit Le Mans).

Harry Tincknell er ombord på Mazda Team Joest i deres DPi bil. Dermed er der kun Stefan Mücke og Andy Priaulx tilbage blandt de faste kørere, der ikke har et sæde ved Daytona 24 timers løbet i januar måned. Men der er masser af andre ledige sæder til netop det løb, så måske dukker de op et andet sted.

Relaterede nyheder