Daytona 24 timer – de sidste 12

Efter nogle dramatiske første 12 timer af løbet, med 50 biler på banen, var der lagt op til et brag af en afslutning på åbningsløbet i WeatherTech SportsCar Championship på Daytona International Speedway.

Acura Team Penske #6 fik tekniske problemer og måtte køres tilbage til pitten. Mekanikerne måtte skifte generatoren på bilen, da den var holdt op med at lade på batteriet.

Jackie Chan DC Racing JOTA #78 havde endnu en punktering, men Ho-Pin Tung fik bilen tilbage til pitten uden skader, og Fabian Habsburg kunne overtage bilen med godt 10 timer tilbage af løbet.

De to Ford Chip Ganassi Racing #66 og #67 lå som de eneste GTLM biler og duellerede omkring føringen. De havde fået kørt to omganges føring ud på Corvette Racing #3 og #4, der var yderligere en omgang bagude.

Scuderia Corsa Ferrari #63 fik en Drive-Through straf for at have tanket mens der blev udført andet arbejde end hjulskifte. De var dog i forvejen helt tilbage på 16. pladsen i GTD klassen, omkring 9 omgange fra føringen i klassen.

HART Racing Team Acura #69
Photo: Courtesy of IMSA / Richard Dole, LAT Images

I front af Prototype klassen havde Filipe Albuerquerque i Mustang Sampling Cadillac #5 og Helio Castroneves i Acura Team Penske #7 en tæt kamp om førstepladsen, hvor føringen bølgede frem og tilbage for hvert stint.

Med lige under 9 timer tilbage af løbet kom den 3. Safety Car periode i løbet, da Park Place Porsche #73 havde en afkørsel i Bus Stop Chikanen. Bilen kunne dog fortsætte for egen kraft, så det var blot lidt vragdele som skulle fjernes fra banen. Efter 20 minutters FCY blev løbet frigivet igen.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #11 fik en Drive-Through straf fordi at de ikke havde haft en mekaniker til at stå med ildslukkeren, som det ellers er påbudt ved tankning. Det var utrolig bittert for holdet, som netop var gået i føring af GTD klassen.

Performance Tech Motorsports ORECA #38 fik en Stop & Go på 3 minutter og 18 sekunder for at have lavet en fejl omkring FCY perioden, hvor biler der var en omgang tilbage, blev vinket forbi Safety Car – og der havde de lavet noget ulovligt.

Jackie Chan DC Racing JOTA ORECA #37 måtte en tur i garagen til reparation, da de havde nogle skader på bilen efter en punktering.

Acura Team Penske #7 måtte i garagen, efter de havde en kollision med Whelen Engineering Cadillac #31. Det var dog kun den førstnævnte der fik skader på bilen, mens #31 kunne fortsætte løbet på andenpladsen, en omgang efter deres førende teamkollegaer i Sampling Mustang Cadillac #5. Selvom #31 og #5 har forskellige teamnavne, drives begge biler af Action Express teamet.

HART Racing Team Acura #69 fik et problem med venstre forhjulsophæng, der kostede nogle minutters reparation i pitten. Teamet valgte dog at lade bilen blive på pitlane i stedet for at tage den tilbage til garagen, da turen frem og tilbage også ville tage tid.

Acura Team Penske #7
Photo: Courtesy of IMSA / Jake Galstad, LAT Images

Porsche #911 var en tur tilbage i garagen til nogle reparationer, men den vendte tilbage på banen efter nogle minutter. Allerede inden reparationen, var de langt væk fra podiepladserne i GTLM klassen.

Med godt 7 timer tilbage af løbet fik Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 endnu en højre baghjulspunktering, som teamet havde haft adskillige af gennem de første 17 timer. Renger van der Zande tog smutvejen bag ind i garageområdet, for at få bilen repareret endnu en gang. Dermed mistede de 5. pladsen i Prototype klassen. Faktisk opgav holdet at reparere bilen, og de forsvarende vindere og mestre måtte derfor udgå. Teamejer Wayne Taylor havde besluttet at trække bilen ud af løbet, da dette var 4. punktering på det hjørne af bilen, og de havde skiftet alt på bilen og dobbelttjekket det hele. Derfor ville han ikke risikere at sende bilen tilbage på banen, for evt. at risikere en punktering med over 300 kilometer i timen ude på ovalen.

Hvad der ellers så ud til at blive en ren DPi dominans ved starten af løbet, ændrede sig pludselig til kun de to Action Express Cadillac biler #5 og #31 ude i front, hvorefter der kom både Ligier og ORECA LMP2 biler, inden at vi skulle helt tilbage på 11. pladsen for at finde den næste DPi bil, i form af Acura Team Penske #7.

Efter godt 17 timers racerløb var det endeligt slut for Mazda Team Joest #55, hvor der stod store flammer ud af bagenden på bilen, i noget der lignede en kæmpe motorbrand. Heldigvis kom Jonathan Bomarito ud af bilen uskadt, og brandmændene fik hurtigt slukket ilden i bilen. Bilen udgik dog på stedet.

Performance Tech Motorsports ORECA #38 og Michael Shank Racing w/ Curb-Agajanian Acura #86 havde et sammenstød, hvor den sidstnævnte blev klemt af banen. Efter en tur indover græsset, kunne Katherine Legge i #86 dog fortsætte. Dommerne valgte dog ikke at gøre noget ved sagen, efter at have vurderet sagen.

Wright Motorsports Porsche #58
Photo: Courtesy of IMSA / Jake Galstad, LAT Images

Med godt 6 timer tilbage på uret kom der Full Course Caution igen. Der lå flere småstumper rundt på banen, så løbsledelsen valgte at få banen ryddet, så der ikke skulle ske nogle punkteringer.

Den førende Sampling Mustang Cadillac #5 kørte direkte i garagen til reparationer. Mekanikerne løftede motorhjelmen, arbejdede på bilen i et par minutter, og sendte den herefter tilbage på banen. De beholdt dog føringen af løbet, men stoppet gjorde at Whelen Engineering Cadillac #31 nu var tilbage på omgangshøjde.

Acura Team Penske #7 spandt rundt da løbet blev genstartet. Graham Rahal kom dog hurtigt af sted igen.

Mike Conway i Whelen Engineering Cadillac #31 lå lige bag holdkammeraten Christian Fittipaldi i Mustang Sampling #5, men det lykkedes ham ikke at komme forbi.

Paul Dalla Lana i Spirit of Race Ferrari #51 tabte bilen på egen hånd i Bus Stop Chikanen og røg hårdt ind i dækmuren. Han kunne dog selv køre bilen tilbage til pitten, hvor mekanikerne gik i gang med at reparere.

Madison Snow i Paul Miller Racing Lamborghini #48 tog føringen i GTD klassen endnu en gang, efter at have overhalet Mirko Bortolotti i GRT Grasser Racing Team Lamborghini #11. Bortolotti ville dog ikke give op med det samme og fortsatte med at presse Snow, og de to skiftede pladser igen få omgange senere.

CORE Autosport ORECA #54
Photo Courtesy of IMSA / Scott R LePage, LAT Images

Der kom pludselig drama i front af løbet, da Whelen Engineering Cadillac #31 måtte en tur i garagen. Ligesom holdkammeraterne i #5 døjede bilen med at overophede, og med over 5 timer tilbage på klokken, var der lang vej hjem til målflaget.

Corvette Racing #3 havde fået hentet omgangen op til de to Ford Chip Ganassi Racing #66 og #67, og lå nu og pressede dem.

United Autosports Ligier #32 lå på en flot 3. plads, men kunne ikke komme væk fra deres pitstop. Holdet gik i gang med at fylde koblingsvæske på bilen, men det tog kostbar tid, og holdet mistede pladsen til CORE Autosport ORECA #54.

Med lidt over 5 timer igen var Jan Magnussen kommet i Corvette Racing #3, og da begge Ford Chip Ganassi Racing biler kørte i pit og skiftede til henholdsvis Dirk Müller i #66 og Ryan Briscoe i #67, lå Jan godt 10 sekunder bag de to amerikanske konkurrenter.

Med 4 timer tilbage af løbet lå Mustang Sampling Cadillac #5 i front, foran Whelen Engineering Cadillac #31 og CORE Autosport ORECA #54.

I GTLM havde Ford Chip Ganassi Racing #66 taget føringen foran #67 og Corvette Racing #3, med bl.a. Jan Magnussen bag rattet.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #11 var i front af GTD klassen foran Mercedes-AMG Team Riley Motorsports #33 og Michael Shank Racing w/Curb-Agajanian Acura #86.

Med lidt under 3 timer tilbage af løbet havde David Heinemeier Hansson i 3GT Racing Lexus #15 en afkørsel i Sving 5. Det så ud til at han bare fik udbremset sig selv, og næsen dykkede ind i dækkene. Efter at han fik en lille skub af hjælperne rundt på banen, kunne han selv fortsætte, og behøvede ikke engang at komme ind i pitten. Bilen lå dog omkring 8 omgange fra en podieplacering på 10. pladsen, så der var ikke så meget andet end lidt skrammer på stoltheden og forkofangeren for Heinemeier Hansson.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #11 & Spirit of Race Ferrari #51
Photo: Courtesy of IMSA / Jake Galstad, LAT Images

Ude i front begyndte de to Cadillac racere at køre langsommere og langsommere. Ofte kørte de 6-7 sekunder langsommere per omgang end Loic Duval i CORE Autosport ORECA #54 raceren på 3. pladsen. Duval havde en omgang op til #31 på andenpladsen og tre omgange til #5.

Ford Chip Ganassi Racing #66 tabte føringen af klassen i forbindelse med et pitstop, så søsterbilen #67 smuttede forbi med nogle få sekunder. Der var dog stadig 2 timer tilbage, så der kunne ske forskydninger endnu en gang.

Kelvin van der Linde i Montaplast by Land-Motorsport Audi #29 havde en Rallycross tur ind over græsset, da han blev presset af banen af Acura Team Penske #6. Heldigvis ramte han ikke noget, og kunne komme tilbage på asfalten og fortsætte. Dommerne valgte at give Juan Pablo Montoya i #6 en Drive-Through straf på grund af denne kørsel.

Fernando Alonso i United Autosports Ligier #23 var så uheldig at få bremseproblemer med bilen for anden gang i løbet, så han måtte køre bilen i garagen, mens mekanikerne gik i gang med at løse fejlen endnu en gang. Efter ca. 15 minutter i garagen, kunne Lando Norris køre bilen ud på banen igen.

Risi Competizione #62
Photo: Courtesy of IMSA / Jake Galstad, LAT Images

Jan Magnussen i Corvette Racing #3 havde en tur igennem græsset ved Bus Stop Chikanen, da bremserne var helt færdige på hans bil. Derved måtte han en tur i pitten og have dem skiftet, og overlod samtidig bilen til Antonio Garcia. De havde dog så stort forspring til holdkammeraterne i #4, at de beholdt deres 3. plads i løbet på daværende tidspunkt.

Men en time tilbage af løbet kom der en let regnbyge, men det var kun finregn som kun lige gjorde forruderne på bilerne våde, men ikke havde nogen indflydelse på bilerne ude på banen.

Med 45 minutter tilbage af løbet, fik Lance Stroll sig en slem forskrækkelse på vej ind i Bus Stop Chikanen, hvor han fik en punktering på højre baghjul. Heldigvis kunne han få bilen tilbage i pitten uden nogle skader. Han skiftede til Felix Rosenqvist, der skulle køre Jackie Chan DC Racing JOTA #37 raceren over målstregen.

Whelen Engineering Cadillac #31
Photo: Courtesy of IMSA / Richard Dole, LAT Images

Selvom Filipe Albuerquerque i Mustang Sampling Cadillac #5 til tider kørte 8 sekunder langsommere end forfølgerne, lykkedes det Albuerquerque at vinde Daytona 24 timers løbet 2018 sammen med Joao Barbosa og Christian Fittipaldi. Whelen Engineering Cadillac #31 sluttede på andenpladsen foran CORE Autosport ORECA #54.

Ford Chip Ganassi Racing #67 vandt endeligt et løb i WeatherTech SportsCar Championship. Det er første gang siden Watkins Glen 2016 at Richard Westbrook, Ryan Briscoe og Scott Dixon vandt et løb i GTLM klassen. Samtidig var det Chip Ganassis sejr nummer 200 i de store internationale racerløb. Det blev en dobbelttriumf for teamet, da #66 sluttede på andenpladsen, tre omgange foran Corvette Racing #3 med Antonio Garcia, Mike Rockenfeller og Jan Magnussen.

GRT Grasser Racing Team #11 overvandt problemerne fra kvalifikationen tog sejren i GTD klassen med Mirko Bortolotti, Rolf Ineichen og Franck Perera, samt Rik Breukers. Michael Shank Racing w/ Curb-Agajanian Acura #86 sluttede på andenpladsen, mens Paul Miller Racing Lamborghini #48 tog tredjepladsen.

David Heinemeier Hansson og 3GT Racing Lexus #15 gennemførte løbet på 9. pladsen i GTD klassen, mens Christina Nielsen og resten af Wright Motorsports Porsche #58 holdet sluttede på 19. pladsen.

Det var afslutningen på et helt fantastisk Daytona 24 timers løb 2018. Det næste løb på WeatherTech SportsCar Championship kalenderen er Sebring 12 timers løbet, der skal køres den 7. marts.

Relaterede nyheder