Norsk-svensk kombination hos EKS Audi Sport

I mandags offentliggjorde Mattias Ekström, at han ville fortsætte sit engagement i FIA World Rallycross Championship.

Samtidig offentliggjorde Audi Sport at de fortsat ville støtte holdet i 2018.

I dag blev resten af planerne for de svenske Rallycross hold så offentliggjort.

Fremover skal teamet hedde EKS Audi Sport, og Ekström får norske Andreas Bakkerud som holdkammerat.

Bakkerud er en af de få kørere, der har deltaget i samtlige 49 World RX afdelinger, siden serien blev startet i 2014. Han har været på podiet ved 18 af afdelingerne, hvoraf 6 af dem har været sejre. Hans bedste slutresultat i mesterskabet var en 3. plads i 2016, hvor han slog prominente navne som Petter Solberg og Sebastien Loeb.

Andreas Bakkerud stod ellers uden hold i 2018, da Hoonigan Racing Division og Ford trak sig fra World RX serien efter finaleløbet 2017.

Mattias Ekström, EKS
Photo: Audi Sport/Ferdi Kräling Motorsport-Bild GmbH

Ekström og Bakkerud kan meget vel blive en dominerende duo i World RX, ligesom man så i 2017 med Johan Kristoffersson og Petter Solberg, som sjovt nok også er en svensker og en nordmand.

Teamet går i gang med at bygge to helt nye Audi S1 EKS RX biler til den kommende sæson, hvor de skal smøge ærmerne op, hvis holdet vil genvinde begge mesterskaber, som de gjorde i 2016.

Audi Sport har en øget interesse i FIA World Rallycross Championship, da serien barsler med planer omkring en elektrisk division i nærmeste fremtid.

2018 sæsonen starter den 14.-15. april på Circuit de Catalunya i Barcelona, Spanien.

Relaterede nyheder