Russer starter for Phoenix Racing

Russiske Ivan Lukashevich bliver den 4. og sidste kører for Phoenix Racing i ADAC GT Masters i år.

Den 26 årige kører kommer til at danne par med Oscar Tunjo i den blå Phoenix Racing Audi R8 LMS GT3 med nummer 6 på siden.

Lukashevich startede i gokart i sine unge år. I 2010 deltog han i den helt nye GP3 serie, og har sidenhen kørt Touring Car og GT løb, bl.a. hjemme i Rusland.

Ivan Lukashevich
Photo: Phoenix Racing

Dermed står det klart at Phoenix Racing stiller til start med et ungt hold i år, hvor de formentlig satser mere på kørerudvikling end decideret mesterskabet. Men nogle gange bliver man overrasket, og hvis alting går deres vej, er der mulighed for Tunjo/Lukashevich eller Ellis/Hofer i den anden Audi, til at blande sig i toppen af løbsresultaterne.

Holdet stiller til start i den kommende uge på Oschersleben, hvor de officielle testkørsler køres, forud for sæsonstarten i ADAC GT Masters den 13.-15. april på den samme bane.

Relaterede nyheder