Le Mans testdag – eftermiddag

Eftermiddags sessionen startede under let overskyet himmel, med mulighed for lidt regn senere på dagen.

Derfor var holdene heller ikke sene til at komme ud på banen. Fernando Alonso forbedrede sin egen bedste tid i Toyota Gazoo Racing #8, og nærmede sig derved en under 3:20 tid.

Spirit of Race Ferrari #54 hoppede op som den hurtigste bil i GTE Am, men ikke langt foran Clearwater Racing Ferrari #61 og Dempsey-Proton Racing #77.

Der var lidt mandefald i forhold til dagens tidligere session. Aston Martin Racing #95 var så alvorligt skadet efter formiddagens uheld, at de ikke fik kørt mere. Aston Martin Racing opgav også at reparere #98, efter de fik en motorskade.

DragonSpeed #10 fik endelig kørt nogle omgange, og med Renger van der Zande bag rattet, kravlede de stille og roligt op af stillingen.

Efter 20 minutters kørsel startede vi med en gul flagzone, der skiftede over til rødt flag. Det røde flag skyldtes at løbsledelsen havde mistet kontakt til nogle flagposter ude på banen. Det skulle der selvfølgelig være styr på, så derfor måtte alle bilerne en tur i pitten, med nedsat hastighed.

Det tog omkring 10 minutter inden vi var klar igen.

DragonSpeed #31
Photo: JJ Media

Mekanikerne på Ebimotors Porsche #80 var i gang med at pille motor og gearkasse ud af bilen, da de havde nogle tekniske problemer.

Kamui Kobayashi i Toyota Gazoo Racing #7 tog dagens hurtigste tid, men var stadig lige over 3:20.

G-Drive Racing #40 sprang op som hurtigste bil i LMP2, foran G-Drive Racing #26. #40 bliver drevet af Graff teamet, mens #26 bliver drevet af TDS Racing.

En time inde i eftermiddagstræningen kørte Alonso #8 tilbage på førstepladsen, og var næsten nede at køre 3:18.

Porsche #92 gjorde indhug i Ford dominansen, da Kevin Estre kørte den ind på 3. pladsen i GTE Pro.

JMW Motorsport Ferrari #84 var vågnet op til dåd, og kørte den næsthurtigste tid efter Ferrari kollegaerne Spirit of Race #54.

Signatech Alpine Matmut #36 hoppede op på førstepladsen i LMP2, da Nicolas Lapierre var den første LMP2 bil under 3:30.

Halvanden time inde i træningen kørte SMP Racing #17 op på 4. pladsen i LMP1 klassen – midt imellem de to Rebellion Racing biler.

Jean-Eric Vergne kørte G-Drive Racing #26 tilbage på toppen i LMP2.

Rebellion Racing #3 viste igen hvor god deres bil er, da Mathias Beche kørte den næsthurtigste tid af alle – kun 0,6 sekund fra Alonsos Toyota tid.

Små 3 timer før slut, kom der en Safety Car periode, da BMW Team MTEK #82 holdt parkeret i gruset ved Porsche kurverne.

Efter nogle minutters fri kørsel kom der SC igen, da Cetilar Villorba Corse #47 var gået i stå ude på banen.

Vi kom ind i en hel stime af SC perioder, da der var endnu en på grund af AF Corse Ferrari #51 stoppede ved Tertre Rouge. Alessandro Pier Guidi havde lige kørt dagens hurtigste første sektor, inden at han ramte autoværnet, og stoppede få meter senere.

Dempsey-Proton Racing #77
Photo: JJ Media

Efter næsten en halv time bag Safety Car, blev banen givet fri igen.

Med 90 minutter tilbage af træningen tog Nathanael Berthon førstepladsen i LMP2 med DragonSpeed #31. Der var dog ved at udvikle sig lidt happy-hour, da IDEC Sport #48 med Paul Loup Chatin slog Berthons tid med næsten et sekund, kun få minutter senere.

United Autosports #22 med Filipe Albuerquerque bag rattet fik også arbejdet sig op i top 5 i LMP2 klassen, mens søsterbilen #32 med Juan Pablo Montoya lå ca. midt i feltet.

DragonSpeed #31 slog dog tilbage og snuppede hurtigste tid igen.

I LMP1 var top 8 langt om længe også top 8 generelt. DragonSpeed #10 havde efter genopbygningen efter Spa Francorchamps uheldet, haft en masse små tekniske drillerier. Men Renger van der Zande fik kørt den op på 8. pladsen i klassen, godt 3 sekunder langsommere end ByKolles i P7.

Gianmaria Bruni i Porsche #91 overtog den hurtigste tid i GTE Pro, hvilket var første gang i mange timer, at der ikke var nogen Ford på P1.

Mike Wainwright i Gulf Racing UK Porsche #86 måtte slæbes ud af gruset, efter han havde parkeret den flotte 911’er i gruset.

Netop som der var ved at være optræk til en masse hurtige tider, kom der igen gult flag på banen. Det var desværre Christina Nielsen der gik i stå ude på banen, ombord Ebimotors Porsche #80.

Dertil kom MR Racing Ferrari #70 også gik i stå ude på banen. De sidste 6 minutter var der grønt flag rundt på banen.

Julien Andlauer i Dempsey-Proton Racing Porsche #77 kørte den hurtigste tid i GTE Am. På samme tid rykkede Andre Lotterer også op på P4 i Rebellion Racing #1.

Patrick Pilet i Porsche #93 tog førstepladsen i GTE Pro med 4 minutter igen.

De sidste 3 minutter af testen blev afblæst igen, da der kom rødt flag. Pastor Maldonado i DragonSpeed #31 LMP2 bilen stoppede ude på banen og udløste det røde flag.

Dermed sluttede Toyota Gazoo Racing #8  hurtigst i LMP1, DragonSpeed #31 hurtigst i LMP2, Porsche #93 i GTE Pro og Dempsey-Proton Racing Porsche #77 i GTE Am.

Vi vil komme med nærmere analyse af tiderne i de kommende dage.

Relaterede nyheder