Kamp om podiepladserne langt ind i sidste time – opdateret

6 timers FIA World Endurance Championship løbet på Silverstone blev startet i tørvejr, men med grå skyer drivende ind over banen, og en lille smule fugt i luften.

Toyota Gazoo Racing #7 havde Pole Position foran #8 samt de to SMP Racing biler, med #11 foran #17.

I LMP2 var Jackie Chan DC Racing #37 på Pole Position foran den anden racer fra teamet, #38. Signatech Alpine Matmut #36 havde 3. startposition foran TDS Racing #28.

Ford Chip Ganassi Team UK #66 var den første bil i GTE Pro klassen foran de to Aston Martin Racing biler #97 og #95.

GTE Am havde Team Project 1 #56 på Pole foran Dempsey-Proton Racing Porsche #77 og TF Sport Aston Martin #90.

Start
Photo: JJ Media

Løbet startede vildt kaotisk, da SMP Racing #17 ramte Rebellion Racing #3. Det udløste en kædereaktion ned gennem feltet, hvor folk måtte undvige til højre og venstre. To sving senere var der kontakt mellem DragonSpeed #31, Aston Martin Racing #98 og Clearwater Racing Ferrari #61. #61 ramte bagenden så hårdt på #98, at diffusoren blev rykket af, og Paul Dalla Lana måtte pitte med det samme. Heldigvis kunne hans mekanikere hurtigt få en ny monteret, uden at de tabte en omgang.

Toyota førte dog stadig løbet med #7 foran #8, og SMP Racing #11 lå på 3. pladsen i løbet. SMP Racing #17 og begge Rebellion Racing biler var på jagt nede bagfra, efter kontakten på første omgang.

Porsche havde fået en super start med #92, og var oppe at føre GTE Pro klassen, efterfulgt af Aston Martin Racing #95 og AF Corse #71.

Clearwater Racing Ferrari #61 måtte pitte, for at få repareret skaderne efter sammenstødet med #98.

TDS Racing #28, DragonSpeed #31, Aston Martin Racing #97 etc
Photo: JJ Media

Jackie Chan DC Racing #38 fik en drive-through straf for en tyvstart.

Team Project 1 Porsche #56 havde føringen i GTE Am foran TF Sport Aston Martin #90 og Dempsey-Proton Racing #77.

Blot 41 minutter inde i løbet, kom der hvide røgskyer fra SMP Racing #11, med noget som lignede et motorproblem. Mikael Aleshin var den eneste mand der nåede at køre i bilen, og derved var det en kæmpe skuffelse for mange af tilskuerne på banen, da lokalhelten Jenson Button slet ikke fik kørt i bilen, ligeså vel som Vitaly Petrov heller ikke fik kørt i bilen.

Toyota #7 og #8 lå og byttede plads ude på banen, men havde distanceret resten af LMP1 bilerne med over en omgang, bare på løbets første time. Inden løbet var det ellers offentliggjort at ikke-hybridbilerne ville blive lidt hurtigere. Det er de måske også blevet, men Toyota Gazoo Racing er bare stukket endnu mere af.

Ford Chip Ganassi Team UK fik stille og roligt kørt tilbage til fronten af GTE Pro, og førte endda 1-2 foran AF Corse Ferrari #71. AMR #95 og #97 havde ikke ligeså meget fart som tidligere i løbet, og faldt bagud i feltet.

Jackie Chan DC Racing #38
Photo: JJ Media

BMW Team MTEK racerne havde også problemer med at følge de andre GTE Pro biler, og faldt tilbage til de to sidste positioner i klassen.

Clearwater Racing Ferrari #61 fik en drive-through straf, da de havde kørt 69,24 km/t i pitlane, hvor kun 60km/t er tilladt.

Der lå nogle vragdele ude på banen som udløste en Full Course Yellow. Den besked blev dog overset af Rene Binder i ByKolles Racing Team #4 som kom med fuld fart, og pludselig så en mur af GTE biler foran sig, som han så måtte undvige med høj hastighed. Uheldigvis ramte han muren, så bilen var ude på stedet, og han måtte en tur forbi medical center for at blive tjekket. Heldigvis var han ok.

SMP Racing #17, Spirit of Race Ferrari #54 & Proton Competition Porsche #88
Photo: JJ Media

Halvvejs i løbet havde Rebellion Racing #1 og #3 fået kørt sig op på 3. og 4. pladsen i LMP1, mens SMP Racing #17 var på P5. DragonSpeed havde tekniske problemer med bilen, så de tabte adskillige omgange med reparation i pitten.

SMP Racing #17 og AF Corse Ferrari #71 stødte sammen i The Loop, og en halv omgang senere punkterede Rigon i #71, og spredte vragdele ud over hele banen. Det udløste dagens første Safety Car, da alle småstumperne skulle samles sammen.

Netop som løbet blev givet frit igen, var Ford Chip Ganassi Team UK inde i pitten. De skulle have deres dør udskiftet, da dørlåsen ikke ville fange, og det tog en masse tid.

Forhjulsophænget på TDS Racing #28 knækkede pludselig ude på langsiden, så Loic Duval måtte pitte. Det tog mekanikerne adskillige minutter at reparere, så de var ude af topstriden i LMP2.

MR Racing Ferrari #70 havde kørt for hurtigt i pitten, så det fik de en drive-through straf for.

AF Corse Ferrari #51
Photo: JJ Media

AMR #95 fik problemer med gearskiftet, så Marco Sørensen sad fast i 4. gear og ikke kunne skifte. Det var superærgerligt, efter den gode start på løbet. Det kostede dem adskillige omgang, inden at bilen var køreklar igen. Den kørte dog kun en omgang inden Sørensen kom ind igen. Marco fortalte efter løbet til Racing24-7.net at problemet viste sig at være elektronisk, og ikke noget egentlig mekanisk i gearkassen. Så efter mekanikerne havde skiftet en masse bokse, kom det til at virke igen.

Racing Team Nederland #29 havde et spændende øjeblik, hvor Nyck de Vries fik en ordentlig tankslapper, og måtte en tur ind over græsset, og næsten røg ind i siden på en gruppe biler på banen. Heldigvis fik han bilen stoppet i tide, og kunne styre den tilbage på banen.

TDS Racing #28 fik en punktering, så Duval kom kravlende langsomt ind i pitten. Det var ellers samme hjørne som blev repareret kort tid forinden, men mekanikerne sendte ham direkte tilbage på banen igen efter dækskiftet.

Dempsey-Proton Racing Porsche #77
Photo: JJ Media

BMW Team MTEK #82 havde en tur igennem græsset, da deres forhjulsophæng knækkede. Herefter måtte Antonio Felix da Costa forsøgte at køre næsten en hel omgang. Det gik dog slet ikke, og han måtte parkere bilen i Becketts svinget, hvilket udløste dagens anden FCY periode.

DragonSpeed #31 blev skubbet ind i garagen med tekniske problemer. Alt imens havde Toyota Gazoo Racing #8 så god tid, at de kunne skifte snuden på bilen mens de tankede, skiftede dæk og satte Sebastien Buemi i bilen.

DragonSpeed #10 fik en drive-through straf da de havde været i pit under Safety Car perioden, på et tidspunkt, hvor pitten ikke var åben.

Lang værre var det for DragonSpeed #31 i LMP2, der fik en 75 sekunders Stop & Go for samme forseelse. Det blev fuldt op af samme straf til Signatech Alpine Matmut #36.

TF Sport Aston Martin #90 havde taget føring i GTE Am fra Team Project 1 Porsche #56. De to biler havde lagt utroligt tæt på hinanden løbet igennem, med bølgende afstande. Men med 90 minutter tilbage af løbet, kunne #90 trække lidt fra 56’eren.

Toyota Gazoo Racing #7 & #8
Photo: JJ Media

Michael Christensen i Porsche #92 hentede ind på AF Corse Ferrari #51, i kampen om førstepladsen af GTE Pro. Det var dog kun en stakket frist, for efter at have hentet ind på Ferrari’en, begyndte han at tabe tid til den, og skulle i stedet til at kigge i bakspejlet efter holdkammeraterne i #91. Med lidt under en time tilbage af løbet gik Gianmaria Bruni forbi danskeren, som efterhånden skulle til at holde øje med Ford Chip Ganassi Team UK #67, som hentede begge Porsche racere med stormskridt.

Dramatikken omkring straffe var ikke slut endnu, for både TF Sport Aston Martin #90 og Team Project 1 Porsche #56 fik også 75 sekunders Stop & Go fordi at de havde pittet mens pitindkørslen var lukket under SC perioden. Dermed var Dempsey-Proton Racing Porsche #77 pludselig i front af klassen, efter at have kørt rundt på 3. pladsen det meste af dagen.

Der var også dramatik i LMP1 hvor Rebellion Racing #1 blev kaldt i pit fordi at dens baglygter ikke virkede. Holdet havde selv opdaget det ved det foregående pitstop og ville forsøge at skifte bagenden på bilen, men kunne ikke få den klikket af. Derfor sendte de bilen tilbage på banen – men løbsledelsen havde også set de manglende lygter, og beordrede dem tilbage i pit for at få det løst. Det kostede dem 3. pladsen i klassen til holdkammeraterne i #3.

Rebellion Racing #1
Photo: JJ Media

Porsche #92 og Ford Chip Ganassi Team UK #67 kom i infight ude på banen, hvor Tincknell i den bagfrakommende Ford var hurtigere end Christensen, som dog forsøgte at forsvare sig det bedste han havde lært. En overgang så det endda ud til at Christensen var hoppet tilbage i Porsche Mobil 1 Supercup mode, hvor der blev kørt bredt, skubbet en smule, og kørt hen over curbs så bilen var oppe på to hjul – men forbi, det kom Ford #67 altså. Løbets dommere mente at det var lige frisk nok forsvaret af Christensen, så de gav ham en advarsel for det, men slap for videre tiltale.

Toyota Gazoo Racing #8 udbyttede også stille og roligt føringen i LMP1, da #7 skulle have udført en udskiftning af bagenden på deres bil. Holdet havde hele dagen igennem leget med for- og bagender på begge biler, med forskellige downforce niveauer, men ved det sidste pitstop gik det altså ikke helt som planlagt for 7’eren som mistede føringen kort tid efter.

Men ingen kunne true Toyota Gazoo Racing #8 med Sebastien Buemi, Kazuki Nakajima og Fernando Alonso, som sejrede foran holdkammeraterne Kamui Kobayashi, Mike Conway og Jose Maria Lopez i #7, mens Rebellion Racing #3 med Gustavo Menezes, Thomas Laurent og Mathias Beche tog den sidste podieplads.

LMP1 Podium
Photo: JJ Media

Jackie Chan DC Racing #38 gentog sidste års sejr, dog med 2/3 ny besætning i form af Gabriel Aubry, Stephane Richelmi og sidste års vinder Ho-Pin Tung. Også deres holdkammerater i #37, Nabil Jeffri, Weiron Tan og Jazeman Jaafar sluttede på andenpladsen foran Signatech Alpine Matmut #36 med Nico Lapierre, Andre Negrao og Pierre Thiriet. De to Jackie Chan DC Racing biler kørte et godt og tæt ræs mod hinanden, og krydsede målstregen med mindre end to sekunder imellem dem, i en reel fight ude på banen.

AF Corse Ferrari #51 med James Calado og Alessandro Pier Guidi vandt GTE Pro klassen foran Porsche #91 med Gianmaria Bruni og Richard Lietz og Ford Chip Ganassi Team UK #67 med Harry Tincknell og Andy Priaulx. Michael Christensen fik Porsche #92 kæmpet hjem på 4. pladsen, mens Marco Sørensen og Nicki Thiim måtte tage sig til takke med 9. pladsen i deres AMR #95.

LMP2 Podium
Photo: JJ Media

GTE Am fik ført afgjort 3. pladsen på allersidste omgang, men ingen kunne hente Dempsey-Proton Racing Porsche #77 med Christian Ried, Julien Andlauer og Matt Campbell, der vandt med 46 sekunder ned til Salih Yoluc, Jonny Adam og Charlie Eastwood i TF Sport Aston Martin #90. Kampen om 3. pladsen stod mellem Aston Martin Racing #98 og Team Project 1 Porsche #56. På allersidste omgang mistede Pedro Lamy placeringen til Jörg Bergmeister i #56, og dermed kunne “Mentos” bilen køre sæsonens første podieplads hjem.

Det gav visse forskydelser i Mesterskabsstillingerne.

GTE Pro Podium
Photo: JJ Media

Det er dog stadig kørerne fra Toyota Gazoo Racing #8 som fører LMP1 foran Toyota Gazoo Racing #7 og Rebellion Racing #3. Mens #8 har taget tre sejre i streg, har #7 taget tre andenpladser i streg, og #3 tre tredjepladser i streg.

I LMP2 var Signatech Alpine Matmut #36 overtaget foran Jackie Chan DC Racing #38 og #37 – altså dagens top 3, bare i en lidt anden rækkefølge.

Porsche #92 med Kevin Estre og Michael Christensen fører fortsat GTE Pro mesterskabet foran holdkammeraterne i #91 og Ford Chip Ganassi Team UK #66.

GTE Am Podium
Photo: JJ Media

Dempsey-Proton Racing Porsche #77 har med den anden sejr i træk virkelig overtaget i GTE Am mesterskabet, hvor der er 33 points forspring til Clearwater Racing Ferrari #61 på P2, mens Team Project 1 Porsche #56 er 3’er.

Nu går FIA World Endurance Championship på en 2 måneders pause, inden at der skal køres 6 timers løb på Fuji den 14. oktober.

 

Opdatering – efter løbet blev 3 biler diskvalificeret. Læs mere her

Relaterede nyheder