Sato forlænger med RLL

Takuma Sato skal også køre Indycar i 2019.

Rahal Letterman Lanigan Racing (RLL) har offentliggjort i dag, at de har forlænget med den 41-årige japaner.

Det bliver hans 3. sæson hos holdet, efter også at have kørt hos dem i 2012, samt den indeværende sæson.

Sato har gang på gang bevist at han er lynende hurtig, men af og til slår det klik for ham, når han bliver presset, og laver så nogle dumme fejl. Det var et omdømme at han fik allerede tilbage Formel 1 tiden, men uheldigvis også har bevist i Indycar tiden.

Takuma Sato
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Men når alting passer for Sato, så kan han køre med helt fremme, som han beviste i 2017, hvor han vandt Indy 500 løbet, og senest for 14 dage siden, da han vandt på banen i Portland.

Holdet bekræfter samtidig at Graham Rahal også fortsætter hos holdet.

Sato har haft 151 starter i Indycar siden debutten i 2010, og har udover Indy og Portland, også vundet på gaderne i Long Beach. Han opnåede en enkelt podieplacering i sin Formel 1 karriere, som sjovt nok også var i Indianapolis, tilbage i 2004.

Takuma Sato indtager aktuelt 11. pladsen i Verizon Indycar Series, inden sæsonfinalen køres senere i dag.

Relaterede nyheder