WRT stiger ind i DTM

Det belgiske racerhold, WRT, bliver nyt hold i DTM serien, når 2019 sæsonen starter den 3.-5. maj.

Holdet har indgået en aftale med Audi Sport omkring leveringen af to helt nye Audi RS 5 DTM racere.

De bliver de første kundehold i DTM serien, som ikke er direkte tilknyttet konstruktøren.

ABT Sportline, Phoenix Racing og Team Rosberg har været mangeårige partnere hos Audi Sport i DTM.

WRT er heller ikke ukendte navne hos det tyske mærke med de 4 ringe. De har kørt med i Blancpain GT Series de seneste mange sæsoner, og vandt 24 timers løbet på Spa Francorchamps i 2011, 2012 samt 2014, og Nürburgring 24 timer i 2015 med Audi R8 LMS GT3 racerudgaven.

Vincent Vosse & Dieter Gass
Photo: Audi Communications Motorsport/Michael Kunkel

Teamet blev grundlagt i 2009, og har haft kørere som Rene Rast, Nico Müller, Robin Frijns, Mattias Ekström og Markus Winkelhock i bilerne.

Men hvad adskiller WRT fra de tre nuværende hold?

Presseansvarlig fra Audi Sport, Daniel Schuster forklarer det således:

“Forskellen er at vi (Audi Sport, red.) betaler ABT, Phoenix og Rosberg, for at drive bilerne for os. Så kan vi bestemme kørerne, sponsorerne og så videre.

WRT får helt opdaterede biler, men de køber eller leaser bilerne, og driver dem selv. De bestemmer selv kørerne, sponsorerne osv.”

Senest har WRT været aktiv i forskellige TCR serier, hvor de deltager med Audi RS 3 LMS modellen.

DTM 2019 starter den første weekend maj.

Relaterede nyheder