Rosenqvist spøger stadig hos Mahindra

Felix Rosenqvist spøger stadig hos Mahindra Racing i ABB FIA Formula E Championship.

Svenskeren har kørt de to seneste sæsoner for det indiske hold, men havde egentlig kørt sit sidste Formel E løb i denne omgang, da han har skrevet kontrakt med Chip Ganassi Racing i Indycar serien.

Derfor var det heller ikke nogen overraskelse, da hans navn ikke indgik i teamets annoncering af kørerne til 2018/19 sæsonen – Jerome D’Ambrosio og Pascal Wehrlein.

Men nu dukker Rosenqvist alligevel op hos holdet igen.

Felix Rosenqvist
Photo: ABB FIA Formula E

Ved åbningsløbet i Saudi Arabien om præcis en måned, kommer han nemlig overraskende til start for holdet, ved siden af D’Ambrosio.

Teamet forklarer ikke nærmere i pressemeddelelsen hvorfor at Wehrlein ikke kører åbningsløbet, men skriver blot at tyskeren skal køre for holdet fra januar 2019 og fremover.

Felix Rosenqvist har 3 sejre i Formel E til dato – alle kørt ind for Mahindra Racing. Svenskeren har også allerede testet den nye racer i sommers, så det betyder ikke så meget, at han ikke var med ved de officielle testkørsler for en måned siden i Valencia.

ABB FIA Formula E Championship 2018/19 starter i Ad Diriyah den 15. december.

Relaterede nyheder