Væsentlige ændringer på Sebring startlisten

Der er nogle ret væsentlige ændringer på FIA World Endurance Championship startlisten til 1000 miles løbet på Sebring i marts måned.

Serien har offentliggjort den opdaterede liste med kørere, og her er der kommet især to interessante navne på, set med danske briller.

Corvette Racing stiller op med #64, som vil blive kørt af Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller. Ligesom vi så i løbet på Shanghai, så stiller Corvette op med en enkelt bil i FIA WEC. I Shanghai var det Tommy Milner og Oliver Gavin som fik fornøjelsen af et ekstra løb. Det bliver lidt udsædvanligt at se Magnussen/Garcia/Rockenfeller i #64, da de plejer at køre i bil nummer 3 eller 63. Men Magnussen har tidligere kørt i 64, hvis man kigger 15 år tilbage til Le Mans.

Corvette har indtil videre ikke nogen planer om at deltage i 6 timers løbet på Spa Francorchamps, da det løb falder sammen med et løb i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, som holdet også deltager i – og som Magnussen/Garcia/Rockenfeller også skal deltage i på Sebring.

Den anden ekstra dansker at vi får med er David Heinemeier Hansson. Han genoptager samarbejdet med Jackie Chan DC Racing i #37, som han skal dele med Jordan King og Will Stevens. Heinemeier Hansson kørte også for teamet på Le Mans 2018, da de havde 4 biler med i løbet.

Corvette Racing #64
Photo: JJ Media

Bil #37 er blevet ledig da “Team Malaysia” ikke længere arbejder sammen med Jackie Chan DC Racing holdet. Der gik noget galt i samarbejdet mellem deres sponsorer og JCDC holdet i efteråret 2018, da deres Asian Le Mans Series program også blev afbrudt efter kun en enkelt afdeling.

Det var nu ikke på grund af resultaterne, da #37 vandt 6 timers løbet på Fuji i oktober 2018, samt var på vinderkurs i Asian LMS åbningsløbet, indtil venstre baghjul pludselig faldt af. Og det var så det sidste at vi så til det samarbejde.

Hos SMP Racing siger vi farvel til en tidligere Formel 1 kører, og goddag til en anden. Sergey Sirotkin støder til holdet, men ikke i bil #11 som tilhørte Jenson Button, men i bil #17, hvor han erstatter Matevos Isaakyan. Isaakyan har haft adskille uheldige episoder for SMP Racing, hvor det bl.a. var ham som legede luftakrobat i nogle sekunder på Spa Francorchamps, samt kørte bilen af ved 24 timers løbet på Le Mans. Derudover har der være flere andre småting med netop ham. JB forventes i øvrigt tilbage i bilen på Le Mans, da han også springer over 6 timers løbet på Spa Francorchamps. Der er stadig et ledigt sæde i #11, som teamet skal have besat inden 1000 miles løbet på Sebring.

Rebellion Racing har sagt farvel til Mathias Beche, som bliver erstattet af Nathanael Berthon i #3. Berthon blev allerede annonceret som Rebellion kører i sidste uge, men det fremgik ikke hvilken kører at han erstattede. Det ved vi så nu. Han deler bilen med Thomas Laurent og Gustavo Menezes.

Jackie Chan DC Racing #37
Photo: JJ Media

Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen får igen Darren Turner med i bilen. Turner skal også køre Le mans med de to danskere, så han får mulighed for at få rusten banket lidt af, i et samarbejde som har fungeret til UG de gange, hvor de tidligere har delt bil.

Aston martin Racing #97 derimod kommer til at bestå af et rent tomands hold, da Jonny Adam igen skal køre for TF Sport #90 i GTE Am, hvor han deler bil med Charlie Eastwood og Salih Yoluc.

AF Corse stiller også op med 3-mands line-up i begge GTE Pro biler. Alessandro Pier Guidi og James Calado får Daniel Serra med i #51, mens Davide Rigon og Sam Bird får Miguel Molina med som 3. mand.

BMW Team MTEK bliver også opgraderet til 3 kørere, hvor Martin Tomczyk og Nicky Catsburg i #81 får Alexander Sims med. #82 med Augusto Farfus og Antonio Felix da Costa får Bruno Spengler med som 3. kører.

Der er stadig en del TBA, når man kigger ned over listen. Især hos Dempsey-Proton Racing Porsche GTE Am holdet er 3 ud af de 6 sæder stadig ledige. Ford Chip Ganassi Team UK har sæderne ledige til deres 3. kørere, så det er stadig på vippen om de kører løbet med to eller tre kørere i bilerne. Porsche planlægger at køre løbet med kun 2 kørere i GTE Pro bilerne – heriblandt Michael Christensen i #92.

ByKolles Racing Team står helt uden kørere på startlisten – men mon ikke at Oliver Webb bliver en af dem, som englænderen plejer at være.

1000 miles løbet på Sebring køres fredag den 15. marts 2019, mens det traditionelle 12 timers løb, som også tæller til IMSA WeatherTech SportsCar Championship, køres dagen efter.

Relaterede nyheder