Historisk Mexico afdeling

Det blev en historisk Jaguar I-PACE eTrophy dag ved sæsonens anden afdeling, som blev kørt i Mexico City.

Der blev allerede skrevet historie lørdag morgen lokal tid, da Katherine Legge tog den første Pole Position i elektrisk ræs for en kvinde. Ikke nok med at det var en kæmpe præstation for hende, så var Rahal Letterman Lanigan holdkammerat Bryan Sellers på P2, hvilket gav vild jubel i teamet.

Vinderen fra den første afdeling, Simon Evans, havde kvalificeret sig P3, mens weekendens VIP kører, Salvador Duran skulle starte 4’er.

Legge og Sellers fik en god start, og fik lukket af for Evans. Det udnyttede Duran til at gå udenom Evans allerede i Sving 1.

Katherine Legge
Photo: Jaguar Racing

Duran var virkelig på fremdrift, og forsøgte at overhale Sellers i Stadion sektionen – men uden held.

Evans mistede endnu en plads, da Caca Bueno også kom forbi ham, i løbet af den første omgang.

Der kom Full Course Yellow på anden omgang, da der skulle samles en lille vragdel op.

Der blev heldigvis hurtigt ryddet op – men få sekunder efter genstarten, var der virkelig ballade.

Caca Bueno forsøgte at komme forbi Salvador Duran, men Duran ville ikke give pladsen, og det kom til kontakt mellem de to biler. Det udløste lidt af en domino effekt, hvor Simon Evans også måtte undvige.

Salvador Duran
Photo: Jaguar Racing

Det var ikke just den bedste kørsel fra en gæstekører, som derved fik store indvirkninger på mesterskabsstillingen, da Evens faldt helt tilbage på P11!

Heldigvis var Evans bils uskadt, så han hurtigt kunne komme frem i feltet igen. Skulle der være lidt karma, så var det at Duran udgik med knækket styretøj. Selvom det er nogle robuste biler, så kan man ikke køre radiobiler i dem…

Stefan Rzadzinski var også en af de uheldige kørere, og fik bagenden af hans Jaguar I-PACE eTrophy trykket ind, og havde kofangeren slæbende efter bilen. Han kunne dog fortsætte – på P10.

Halvvejs i løbet var Legge fortsat i front, foran Sellers, mens Sergio Jimenez var kommet op på P3, foran Caca Bueno.

Teamejer Bobby Rahal kunne sidde i paddock området og bide negle, da hans to kørere, Legge og Sellers kørte kofanger mod kofanger med 10 minutter tilbage af løbet.

Det gjorde de to Saudi Racing kørere i Pro-Am Ahmed Bin-Khanen og Bandar Alesayi også, men de holdt trods alt lidt mere afstand. Bin Khanen havde også skader på bilen fra Durans hjerneblødning, så hans bagkofanger hang og slæbte bagved bilen.

Stefan Rzadzinski
Photo: Jaguar Racing

Legge var virkelig under pres i de sidste 6 minutter af løbet fra Sellers. De to kørere kunne køre og fokusere på hinanden, da Jimenez var adskillige sekunder bagved.

Der blev skiftet rundt på pladserne på næstsidste omgang, da Alesayi kom forbi Bin-Khanen, og samtidig gav muligheden for Evens til at komme forbi.

Men ude foran vandt Katherine Legge løbet foran Bryan Sellers og Sergio Jimenez.

Bandar Alesayi vandt Pro-Am foran Ahmed Bin-Khanen og Qi Lin.

Bandar Alesayi
Photo: Jaguar Racing

Mesterskabet føres nu af Katherine Legge, som har et 1-point forspring til Simon Evans, Sergio Jimenez og Bryan Sellers, som har præcis det samme pointantal. Caca Bueno og Stefan Rzadzinski er hægtet lidt af i stillingen, som det ser ud lige nu.

I Pro-Am fører Bandar Alesayi foran Ahmed Bin-Khanen. De to har en kæmpe føring foran Tao Wang og Qi Lin.

Den næste afdeling af Jaguar I-PACE eTrophy 2018/19 køres den 10. marts i Hong Kong.

Relaterede nyheder