Pointene vægtes højt for Christensen

Michael Christensen går til weekends FIA World Endurance Championship afdeling på Sebring International Raceway med ro i maven.

Porsche #92 fører aktuelt GTE Pro klassen med så stort et forspring, at de ikke kan undgå, stadig at være i føring, når fredagens løb er omme.

Derfor var der også en god grund til at de kun kørte 4 omgange i onsdagens første træning.

“Der var ikke nogen grund for os til at køre, når det var allervarmest, når vi kører løbet om natten. Vi har testet både lørdag og søndag under de samme konditioner (som under FP1, red), så for vores vedkommende, syntes vi ikke at der var nogen grund til at brænde et sæt dæk af, på noget vi allerede erfaret.”

Nogle af de andre hold har valgt at køre med 3 kørere på bilen, men begge Porsche hold stiller kun til start med to kørere hver. Bliver det så ikke ekstra hårdt for kørerne?

“Selvfølgelig er det fysisk hårdere end hvis man er tre, det er klart. Men vi så flere fordele ved at være to, end tre. Og vi regner med at være i god nok fysisk form, til at kunne klar en time mere.”

Michael Christensen
Photo: JJ Media

Christensen vil dog vente med at komme med de store forudsigelser for weekenden, inden de for alvor kommer til løbet.

“Det er svært at vide, hvor folk står henne. For i sidste ende er det en times stint at alle skal køre, for at få det hele til at løbe op omkring dæk. Men umiddelbart synes vi at bilen kører som den skal. Vi har kun haft halvanden times kørsel i de rigtige konditioner, så det lidt svært fuldstændig at justere sig ind på det rigtige setup, hvad det angår. Vi starter klokken 4, og der er stadig 40 graders banetemperatur, og når vi kører løbet så er vi nede på 20 i slutningen af løbet, og det har en kæmpe effekt på hvordan at dækkene arbejder. Det lærte vi også i går. Så vi skal prøve at se om vi kan finde den bedste mellemvej, så vi prøver selvfølgelig at kigge på dataene henover natten og i dag. Det er lidt det der er det vigtige. Performancemæssigt mener jeg stadig at vi er der hvor vi var sidste år, så det er bare at klø på.”

En mulighed for at hjælpe på det, ville være at gå på en blødere dækcompound mod slutningen af løbet, men det vil Michael ikke helt løfte sløret for om de gør.

“Det kommer an på hvad strategi man har,” sagde han med et smil og et træk på skulderne.

Selvom holdet har en så stor føring i mesterskabet, så nærmer slutningen sig også af sæsonen. Så er det noget at teamet tænker på?

“Det er klart at vi fører mesterskabet overlegent i øjeblikket, og ligegyldigt hvad, så kommer vi også til at føre mesterskabet efter det her løb. Man vil helst ikke smide den fordel væk, som man nu har, og det bliver man nød til at kigge på som team – hvordan får man mest muligt ud af denne her situation, uden at køre sig selv op på noget, som man ikke kan ændre alligevel. Vi bliver nød til at lave et godt stykke arbejde, som altid – vi er nød til at fortsætte den stime vi har haft, det gode arbejde at vi har gjort, og det er egentlig det at vi fokuserer på. Vi prøver at se om vi kan blive ved med at være robuste med både vores performance og strategi, som jeg synes at vi har været, hvilket har gjort at vi så stort et forspring, fordi at folk har dummet sig lidt henad vejen, og vi har leveret det vi kunne hver gang. Og det vil vi prøve at blive ved med. Selvfølgelig kommer vi tættere og tættere på mål, og det bliver vi også nød til at kigge på i et eller andet omfang.”

Porsche #92
Photo: JJ Media

Porsche har dog også to kasketter på, da der er både et kørermesterskab og et konstruktørmesterskab.

“I konstruktørmesterskabet, som er prioritet nummer 1 for Porsche at vinde, har vi en mere tilgivende pointskala, eftersom Am bilerne også scorer point, så hvis man udgår med en bil, kommer der en anden bil ind og tager point – men selvfølgelig ikke så mange. Hvis man udgår i kørermesterskabet, så er der bare ingen point, fordi at Am kørerne også tager point i den. Så har du et problem, så skal der nok være en Am bil som slutter foran dig, og tager point fra dig. Det er ikke nok bare at gennemføre – man skal gøre det ok, for at få point, og det bliver vi nød til at kigge på – hvordan får vi de flest mulige point ud af det, og samtidig ikke risikere hele baduljen på en gang, så det er vi selvfølgelig nød til at kigge på.”

En ekstra udfordring på Sebring er at holdene ikke har de almindelige garager at arbejde i, men i stedet har en “amerikansk pit” med en betonmur, mens bilen så skal tilbage i et telt i paddock området, for at man kan reparere den med mere end 4 mekanikere.

“Det er en lidt anden form for event, specielt med den måde at tingene bliver opereret på, fordi at vi har en pitlane med en pitwall mellem teamet og bilen – førhen var der bare åbent, så man kan skubbe bilen ind i garagen, og det kan du ikke nu – nu skal den ind i teltet, for at kunne reparere en store operation. Og det er klart, at det skal vi undgå. Vi skal undgå at have problemer.”

Om det kommer til at gå efter disse planer, får vi at se i aften, når kvalifikationen køres, og ikke mindst i morgen, når de 1000 Miles eller 8 timer, alt efter hvad der kommer først, er blevet afviklet.

Relaterede nyheder