Omskifteligt løb i Rom

Den 5. afdeling af Jaguar I-PACE eTROPHY blev kørt på gaderne i Rom, hvor løbet startede på tør asfalt.

Sergio Jimenez havde taget Pole Position foran Bryan Sellers og mesterskabsførende Simon Evans, og nummer to i mesterskabet, Katherine Legge.

Som altid var der en VIP kører med i løbet. Denne gang var det Luca Salvadori, som ellers gør sig på motorcykler.

Starten forløb rigtig fint, med meget mindre ballade end vi ellers har set på første omgang.

Sellers fik ikke den bedste start fra P2, og blev presset af Evans på ydersiden – men ikke nok til at han mistede positionen.

Ahmed Bin-Khanen var den bedste Pro-Am kører, og den position holdt han også i starten af løbet.

Qi Lin måtte desværre udgå af løbet på anden omgang, med et teknisk problem.

Sergio Jimenez, Bryan Sellers, Simon Evans
Photo: Jaguar Racing

Caca Bueno havde tidligere på sæsonen vist god fart, men han punkterede i kvalifikationen, så måtte derfor starte midt i feltet, som han ikke rigtig kunne komme væk fra, mens de andre Pro kørere stak afsted ude i front.

Mens løbet var ved at komme ind i en lidt stationær fase, valgte vejret at skifte med 12 minutter tilbage på uret. Bilerne kører dog i forvejen på dæk med mønster, så det var ikke noget problem for kørerne på den måde.

Det begyndte at give problemer for især Pro-Am kørerne, hvor både Ahmed Bin-Khanen og Yaqi Zhang fortsatte lige ud i svinget. Heldigvis fik de foretaget en 3 punkts-vending (eller hvor mange at der skulle til) inden at de var tilbage på banen. Derfor gik Bandar Alesayi i føring af Pro-Am.

Katherine Legge forsøgte at overhale Simon Evans udenom i Sving 13, men det fungerede ikke, og hun måtte blive på 4. pladsen.

Banen blev mere og mere glat, da regnen faldt ret hårdt i visse sektioner af banen, men kørerne mestrede forholdene fint.

Caca Bueno gik til angreb på Stefan Rzadzinski i hårnålen, men kom ikke forbi.

Løbet sluttede med Sergio Jimenez som sejrherre, foran Bryan Sellers, Mitch Evans, Katherine Legge, Stefan Rzadzinski og Caca Bueno.

Sergio Jimenez, Bryan Sellers, Simon Evans
Photo: Jaguar Racing

I Pro-Am vandt Bandar Alesayi foran Yaqi Zhang, Celia Martin og Ahmed Bin-Khanen.

Luca Salvadori sluttede løbet på en generel 8. plads. Qi Lin var eneste kører der udgik.

Sergio Jimenez har med sejren overtaget føringen i Pro mesterskabet, foran Bryan Sellers, Simon Evans og Katherine Legge. Disse 4 kørere er alle indenfor 10 point, og med 20 point for en sejr, er alting muligt.

Bandar Alesayi udbyggede føringen i Pro-Am, foran Yaqi Zhang, Ahmed Bin-Khanen og Celia Martin.

Den næste afdeling af Jaguar I-PACE eTROPHY køres i Paris den 27. april 2019.

Relaterede nyheder