Belgien bød DTM velkommen tilbage.

Sæsonens 3. afdeling af DTM blev kørt på belgiske Zolder, i dejlige 26 graders lufttemperatur. Det var første gang siden 2002 at serien var tilbage på den belgiske bane – og faktisk var det stedet hvor DTM serien startede tilbage i 1984. Siden da har DTM serien besøgt Spa Francorchamps, men har ellers primært holdt sig til Holland, hvor Zandvoort banen også er forholdsvis tæt på.

Vejret til lørdagens løb var perfekt solskin, og det havde mesterskabsførende Marco Wittmann udnyttet til at tage Pole Position foran Rene Rast, Bruno Spengler, Sheldon van der Linde og Robin Frijns. Så en god blanding af BMW, Audi, BMW, BMW og Audi.

Mike Rockenfeller måtte starte fra løbet fra 18. position, da han havde nogle tekniske problemer med bilen, som skulle løses efter kvalifikationen, og teamet derfor måtte bryde Parc Ferme reglerne. I forvejen skulle han kun have startet 16’er, så ikke det helt store tab.

Marco Wittmann
Photo: JJ Media

Wittmann tøvede lidt i starten, og det gjorde at Spengler kunne tage starten foran Rast. Wittmann fik dog presset sig forbi Rast igen i Sving 2.

Paul Di Resta valgte at pitte allerede efter første omgang, så han fik overstået det obligatoriske pitstop. Ferdinand Habsburg og Rockenfeller var inde omgangen efter.

Frijns, Loic Duval og Pietro Fittipaldi fik alle en 5 sekunders pitstop straf, da hollænderen, franskmanden og brasilianeren havde lavet tyvstart.

Joel Eriksson og Jamie Green pittede på henholdsvis 8. og 11. omgang, men de to kørere var ikke nogen faktor i duellen omkring podiepladserne på daværende tidspunkt.

Daniel Juncadella måtte udgå i R-Motorsport Aston Martin raceren efter 20 minutters ræs. På næsten samme tid gik Jake Dennis i stå i pitindkørslen – 2 AM biler udgået indenfor samme minut. Det udløste en Safety Car, så de to biler kunne blive fjernet.

Det betød at Joel Eriksson, Philipp Eng, Nico Müller, Jamie Green, Loic Duval og Jonathan Aberdein pludselig havde en fordel i løbet, da de tre allerede havde taget deres pitstop, mens top 7 i løbet ikke havde stoppet endnu.

Paul Di Resta
Photo: JJ Media

Løbet skulle frigives igen, med bilerne side om side, indtil lamperne gik ud.

Van der Linde og Rast havde en duel skærm mod skærm gennem de første 3 sving, men det var sydafrikaneren som fik snuden foran inden Sving 4.

20 omgange inde i løbet valgte Spengler, van der linde, Timo Glock, Frijns og Fittipaldi at tage deres pitstop. Dermed manglede kun Wittmann og Rast ude i front, mens Eng nu var kommet forbi Eriksson.

Wittmann og Rast valgte at pitte 6 omgange senere, og de to kom ud udenfor top 10. Rasts mekanikere havde problemer med at få højre forhjul monteret, så det kostede 2017 mesteren yderligere tid.

Duval og Aberdein havde haft kontakt, hvilket havde slået Aberdeins forende så løs, at løbsledelsen beordrede ham ind i pitten, for at få den monteret igen. Mekanikerne valgte dog at skubbe bilen ind i garagen, og derfor var han ude af løbet.

Rast måtte også pitte, da hans bil ikke længere trak som den skulle, ned af langsiderne. Et par dårlige minutter for Audi racere.

Philipp Eng
Photo: JJ Media

Müller havde fået lukket hullet op til Eriksson, inden BMW køreren fik åbnet et lille hul igen til Audi manden. Med 3 minutter tilbage af løbet var de to kørere samlet igen, og Müller ville rigtig gerne forbi svenskeren.

Eriksson og Müller pressede hinanden maksimalt rundt på sidste omgang, så Eriksson fik lavet en lille bremsefejl gennem en af chikanerne, men kunne holde bilen foran.

Philipp Eng ikke blot sikrede sig sin første sejr i DTM, men også en BMW 1-2 foran Joel Eriksson og Nico Müller. Paul Di Resta var bedste mand fra R-Motorsport i Aston Martin raceren.

Kørerne skal allerede i aktion igen i morgen, hvor der skal køres endnu en kvalifikation forud for endnu et 55 minutter + 1 omgangs racerløb.

Relaterede nyheder