Sen Safety Car gav ekstra action på Zolder

Kvalifikationen til 2019 sæsonens 4. DTM afdeling blev kørt på Zolder banen i Belgien.

Sheldon van der Linde havde taget Pole Position, i hans blot 4. DTM løb, foran Rene Rast, gårsdagens vinder Philipp Eng, Robin Frijns og Timo Glock. Så endnu en godt blandet startopstilling, med BMW, Audi, BMW, Audi og BMW.

Løbet blev desværre uden Paul Di Resta, da R-Motorsport holdet havde haft nogle tekniske problemer med bilen i kvalifikationen. Derfor valgte de ikke at starte med Aston Martin bilen.

Ligesom lørdagens racerløb, var det strålende solskin for de 17 startende kørere, med lufttemperaturer lige omkring de 28 grader.

Eng fik den bedste start, og var helt oppe at presse van der Linde i Sving 1, mens Rast faldt tilbage. Eng lavede dog en fejl i Sving 2, så Rast igen var tilbage på P2, mens Eng var tilbage på P5. Timo Glock var i stedet ny mand på P5.

Sheldon van der Linde
Photo: JJ Media

Bruno Spengler fik en lille flyvetur, da han ramte en curb i den ene af chikanerne, men han landede heldigvis blødt, og kunne køre videre.

Daniel Juncadella pittede efter første omgang, for at komme på en alternativ pitstop strategi.

Frijns fik overhalet Glock ved starten på 4. omgang, på vej ind i Sving 1. Samtidig var Spengler dykket i pit, til hans første pitstop.

Gårsdagens vinder Eng valgte at pitte på 8. omgang, sammen med Müller og Fittipaldi. Eng kom ud igen som den bedste mand, som allerede havde pittet.

På løbets 11. omgang dykkede Rast forbi van der Linde, ved hjælp af slipstream ned af start-mål langsiden. Van der Linde, Green og Aberdein dykkede ind ved afslutningen af samme omgang – netop som Frijns havde kæmpet sig forbi Eng igen.

Van der Linde kom ud lige foran Eng, og det lykkedes sydafrikaneren at holde østrigeren bag sig, indtil han fik varme i dækkene.

Rene Rast pittede omgangen efter, og kom ud lige foran van der Linde. 2017 mesteren var ligeså god til at forsvare sig som debutanten var.

Eng og Frijns kørte dørtræk ned af langsiden, men det resulterede blot i at Glock fik dobbelt slipstream, og fik lukket hullet op til de to. Eng hold dog fast i positionen foran Frijns og Glock.

Daniel Juncadella
Photo: JJ Media

Wittmann pittede efter 16 omgange, og kom ud på den reelle 6. plads i løbet.

Eng fortsatte med at køre defensivt, hvor Frijns, Glock, Wittmann og Green lå på lur, og ventede på selv den mindste fejl.

Ferdinand Habsburg måtte desværre udgå med en halv times ræs tilbage, da mekanikerne skubbede bilen ind i garagen med et knækket baghjulsophæng.

Wittmann kom forbi Glock ret nemt, mens Audi mand Green havde lidt mere bøvl med at komme forbi. Wittmann selv havde dog en duel med Frijns, hvor tyskeren endte med at prikke hollænderen af banen. Den strandede Audi udløste en Safety Car periode.

Det udnyttede flere af kørerne nede i feltet til at pitte efter et sæt nye dæk, hvilket Dennis, Green, Müller, Spengler, Aberdein og Fittipaldi pittede. Omgangen efter var Eriksson, også inde, til et gratis pitstop. De kørere lå fra P8 og nedad.

Safety Car perioden gjorde også at løbet blev forlænget med to ekstra omgange.

Rast fik den bedste genstart af løbet, mens Eng kom forbi van der Linde, som snorkboblede.

Wittmann, Duval og Juncadella var alle en tur ude i gruset, efter at have involveret i flere kampe ned gennem feltet. Spanske Juncadella måtte trille bilen tilbage til garagen, og udgå.

Wittmann fik en drive-through straf for at have vippet Frijns rundt, og var derfor allersidste bil ude på banen.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Dennis havde virkelig fart på ned af langsiden, og var på vej forbi Glock. Dog kom Green blæsende på indersiden, og overhalede begge to. Fed duel mellem alle tre bilmærker.

Mens Rast var stukket afsted ude i front, var der en 4-vejs kamp om andenpladsen mellem Eng, van der Linde, Rockenfeller og Green. Rockenfeller lukkede Green forbi, da briten havde mere fart på end tyskeren, så han i stedet kunne jagte de to BMW kørere.

På den næstsidste omgang fik Dennis kæmpet sig forbi Glock, hvilket åbnede døren til at Spengler, Müller, Fittipaldi, Duval, Eriksson og Aberdein også fulgte med forbi.

Green forsøgte at komme forbi van der Linde, men måtte trække Audi snuden til sig igen.

På allersidste omgang fik Green kæmpet sig forbi van der Linde, hvilket åbnede døren til Rockenfeller, som dykkede indenom. Godt nok brugte Rocky en anelse græs, men forbi kom han.

Rene Rast vandt løbet i suveræn stil, foran Philipp Eng, Jamie Green, Mike Rockenfeller, Sheldon van der Linde, og med Jake Dennis som bedste R-Motorsport Aston Martin på P6.

Philipp Eng tog fra Zolder som mesterskabsførende, foran Rene Rast, Marco Wittmann, Mike Rockenfeller, Nico Müller og Robin Frijns.

Audi Sport Team Rosberg var førende i Teammesterskabet, foran BMW Team RMR, Audi Sport Team Abt Sportsline, BMW Team RMG og Audi Sport Team Phoenix.

Om 3 uger skal DTM serien igen i gang, hvor det er italienske Misano, som byder serien velkommen.

Relaterede nyheder