Våd omgang i Detroit

Weekendens først løb i Chevrolet Detroit Grand Prix på Belle Isle banen blev en våd omgang, hvor starten på NTT IndyCar Series løbet blev udsat på grund af torden i området.

Alexander Rossi havde kvalificeret sig på Pole Position, foran Josef Newgarden, Scott Dixon, Felix Rosenqvist, Colton Herta og Ryan Hunter-Reay. Mesterskabsførende Simon Pagenaud skulle starte løbet helt tilbage fra 13. pladsen, lige efter hans Team Penske holdkammerat Will Power.

Efter en times venten på at tordenbygerne var drevet væk, var feltet klar til at blive sendt afsted til 75 minutters racerløb, i stedet for 70 omganges ræs, da omgangstiderne ville være så meget langsommere end på tør bane, plus den våde asfalt øgede chancen for uheld med adskillige hundrede procent. Så ved at melde ud til holdene på forhånd, at det ville blive på tid i stedet for omgange, havde de lidt mere mulighed for at planlægge løbet.

Alexander Rossi
Photo: Indycar.com / James Black

Zach Veach spandt rundt på den anden opvarmningsomgang, så hans 8. position blev til P22.

Det betød at der blev en ekstra omgang bag Safety Car, hvor uret allerede var begyndt at tælle ned.

Men da løbet endelig kom i gang, blev det en vild start, hvor Newgarden faldt bagved Dixon, og næsten også blev passeret af Rosenqvist.

Matheus Leist spandt rundt i Sving 2, og snittede barrieren. Det udløste en Safety Car, efter blot en halv omgangs ræs.

Patricio O’Ward var også faldet langt tilbage i feltet, hvor han fuldførte første omgang på 15. pladsen, efter han var startet P7. Han måtte undvige Takuma Sato, som også var ved at tabe bilen i Sving 1, ligesom Leist gjorde.

10 minutter senere blev løbet genstartet igen.

Marco Andretti
Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Will Power fik en forrygende start, og var helt oppe som 7’er efter få sving. Rosenqvist kom også op på P3, da han fik tvunget Newgarden i en fejl.

Pagenaud arbejde sig også stille og roligt frem i feltet, og var oppe på 9. pladsen i løbet, efter få omganges reelt ræs.

Power og Sato havde en lille smule kontakt, da førstnævnte snuppede 5. pladsen i løbet.

Rosenqvist lavede en lille fejl, hvilket gjorde at Newgarden igen kunne komme op på tredjepladsen, mens svenske Rosenqvist fik australske Power helt op under bagvingen.

Marco Andretti valgte at pitte med 51 minutter tilbage af løbet, og satse på slicks – men ikke den bløde version, men den hårde version, hvilket virkede som et lidt mærkeligt valg, når man nu endelig skulle tage et sats. Han sejlede rundt på banen, og kæmpede med at få temperatur i dækkene, men begyndte efterhånden at nærme sig tiderne, som kørerne på regnvejrsdæk kunne køre.

Felix Rosenqvist
Photo: Indycar.com / James Black

Santino Ferrucci pittede et par omgange efter Andretti, og satte de bløde slicks på, mens Hunter-Reay, Spencer Pigot og Zach Veach valgte den hårde version.

Der kom Safety Car på banen igen, da Ed Jones var inde og snitte dækbarrieren i Sving 7, og ikke kunne komme videre.

Det var virkelig noget der ruskede op i feltet, da kørerne som allerede havde slicks på, kunne blive ude på banen, mens alle andre skulle ind og have nogle tørvejrsdæk på bilen umiddelbart efter.

Så alle de resterende hold pittede efter slicks.

Det gik helt galt for de ellers perfekte Team Penske mekanikere, da de fik sendt Will Power afsted for tidligt, uden af have spændt højre forhjul fast på bilen. Mekanikeren viftede febrilsk med armene, men de fik ikke stoppet bilen, inden Power havde tabt dækket i pitudkørslen, som faktisk snittede Alexander Rossis bil. Power måtte køre en hel omgang på kun 3 dæk – og kunne derudover godt forvente yderligere straf på grund af mekanikerne ikke havde udført deres arbejde på en sikker måde. Og ganske rigtigt – han fik en Drive-through straf for det.

Will Power
Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Så da løbet skulle genstartes var Josef Newgarden i front, foran Alexander Rossi, Scott Dixon, Ryan Hunter-Reay og Felix Rosenqvist.

Der kom grønt flag igen med 33 minutter tilbage. Graham Rahal kom med det samme forbi Hinchcliffe i kampen om 8. pladsen.

Zach Veach og Colton Herta havde en fed duel gennem flere sving, hvor de to respekterede hinanden, men positionerne ikke skiftede.

Scott Dixon lavede en meget sjældent fejl, og parkerede hans blå orange Chip Ganassi Racing racer i dækbarrieren. Det udløste endnu en FCY for at få bilen fjernet. Heldigvis kunne Dixon selv hoppe ud af bilen, og skaderne var forholdsvis begrænsede, så den skulle nok være klar til morgendagens løb. Faktisk er det to år siden at Dixon senest er udgået af et Indycar løb.

Colton Herta
Photo: Indycar.com / James Black

Størstedelen af feltet havde de hårde slicks på bilen, mens Patricio O’Ward, Santino Ferrucci og Ed Jones havde de bløde slicks på, markeret med røde dæksider. Jones var dog en omgang bagud, grundet hans tidligere problemer i løbet.

Løbet blev genstartet med 21 minutter tilbage, og med det samme var der dueller ned gennem feltet. Sato fik udbremset Hunter-Reay i duellen om 5. pladsen.

Sebastien Bourdais kom forbi Herta, i det tætte midterfelt.

Sato fik udbremset Rosenqvist ind i Sving 3, og så var japaneren pludselig en alvorlig trussel for Rossi og Newgarden.

Der gik kun halvanden omgang med grønt flag, inden de gule flag igen vejrede over banen. Matheus Leist fik udbremset sig selv i Sving 7, og endte i dækmuren, så han måtte trækkes derfra.

Josef Newgarden
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Der var godt 12 minutter tilbage på uret, da løbet igen blev givet frit.

Rossi var få centimeter bag Newgarden gennem de første sving, men kom ikke forbi.

Sato smækkede døren i hovedet på Rosenqvist, selvom svenskeren havde snuden oppe på siden af japaneren. Begge kørere kunne dog bibeholde deres positioner.

Newgarden og Rossi fik slået et stort hul til Sato på P3, men havde en fin duel ude i front. Rosenqvist lå helt oppe bagved Sato, og havde bestemt ikke opgivet tredjepladsen i løbet.

Men Josef Newgarden kørte den hjem foran Alexander Rossi, med Takuma Sato på P3, foran Felix Rosenqvist, Ryan Hunter-Reay og Simon Pagenaud.

Derfor er Newgarden nu gået i front af mesterskabet igen, efterfulgt af Simon Pagenaud, Alexander Rossi og Takuma Sato.

Søndag køres weekendens andet NTT IndyCar Series løb i Detroit.

Relaterede nyheder