ACO bekræfter det nye reglement

Automobile Club de l’Ouest har bekræftet det nye Hypercar reglement, som træder i kraft i 2020/21 sæsonen.

På en pressekonference i dag fredag kom der lidt flere konkrete ting på bordet omkring reglementet, som altså kun er 13 måneder fra at skulle introduceres.

Det bliver et meget bredt reglement, som skal være den nye topklasse i FIA World Endurance Championship.

Bilerne kan enten være gadebil, som så bliver konverteret til at være racerbil – eller også kan man bygge en prototype, som skal ligne en hypercar.

Del to af den ligning er ny, men også en konsekvens af at der har været for få producenter, som er interesseret i det nye reglement. De nye regler kommer til at løbe i mindst 5 år, så producenterne kan gå i gang med at udvikle og producere biler med ro i maven, i forhold til at bilerne ikke bliver forældet lige med det samme.

Hvis producenterne vælger at konvertere en gadebil, skal der bygges mindst 20 af dem over en 2-årig periode.

GR Super Sport
Graphics: Toyota Gazoo Racing

Bilerne får en minimumsvægt på 1100 kg, og får omkring 750 hk. De forventede omgangstider på Le Mans banen skal ende omkring 3:30 i gennemsnit. Det vil sige ca. 8 sekunder langsommere end Toyota’erne kan holde deres gennemsnitsfart på i løbet.

Alle biler skal køre på dæk fra samme dækleverandør, og så skal alle køre på den samme slags brændstof.

Såfremt producenterne ønsker det, kan de montere hybridteknologi i bilerne, som så udelukkende skal drive forhjulene. Den slår først til ved 120 km/t på tør bane, og 150-160 km/t på våd bane. Det er for at udligne det ekstra boost som Toyota Gazoo Racing i øjeblikket har ud af svingene, hvor de kan udaccelerere de andre LMP1 racere uden hybrid.

Planen er at alle biler skal udlignes uanset om de er hybrid eller ej, prototype eller gadebil. For at gøre det kommer BOP i spil, ligesom vi kender det fra GTE klasserne. Men sikkerhedsmæssigt skal bilerne kunne bestå de samme crashtests from LMP1 bilerne kan i dag.

Umiddelbart efter annonceringen har Toyota Gazoo Racing og Aston Martin Racing bekræftet at de kommer med nye biler fra starten af. Dertil har Glickenhaus også tidligere meldt ud at de var interesseret i klassen, og nok ville komme med to biler fra sæson 2. Bykolles er også ved at udvikle en ny bil, men det er der ikke ret mange detaljer omkring endnu.

Så man kan sige, at der ikke er så meget nyt under solen, ud over at bilerne skal ligne gadebiler. Ønsker producenterne stadig at lave en ren prototype må de jo også gerne det, så længe at de kommer til at ligne de andre med aerodynamikken.

Relaterede nyheder