55 grønne omgange på Road America

NTT IndyCar Series var nået til sæsonens 10. løb, som Road America banen nær Elkhart Lake i Wisconsin stod for.

Colton Herta havde taget Pole Position foran Alexander Rossi, Will Power og mesterskabsførende Josef Newgarden. De to Rahal Letterman Lanigan kørere Graham Rahal og Takuma Sato startede P5 og P6. Dermed var det Andretti Autosport første startrække (Harding Steinbrenner Racing samarbejder med Andretti), Penske anden række og Team RLL række tre.

Colton Herta
Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Der blev virkelig byttet pladser gennem de første sving. Rossi kørte side om side med Herta gennem Sving 1, og fik snuden foran i Sving 2.

Takuma Sato lavede et meget sent dyk på Josef Newgarden, og avancerede derfor en plads.

Scott Dixon blev sendt ud i spin i Sving 5 af Ryan Hunter-Reay, og faldt derfor ned på sidstepladsen.

Efter den gode start faldt Sato en smule tilbage i feltet. Det blev bestemt ikke bedre da James Hinchcliffe havde let kontakt med Sato, som sendte japaneren ned på 11. pladsen.

Alexander Rossi
Photo: Indycar.com /John Cote

Simon Pagenaud kom forbi Ed Jones, i duellen om 10. pladsen, og ikke længe efter fulgte Sato med forbi.

Santino Ferrucci var første mand til at pitte, og satte nye bløde dæk på raceren.

Marcus Ericsson var lidt for overmodig i et udbremsningsforsøg på Ed Jones, så svenskeren endte med at måtte køre igennem gruset, og falde tilbage på 22. og næstsidste pladsen.

Zach Veach og Ed Jones havde lidt kontakt, da Veach forsøgte at overhale Jones. Jones tabte næsten bilen, men holdt den på asfalten.

Marco Andretti
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Hunter-Reay og Dixon var klar til deres næste duel, da newzealænderen fløj op igennem feltet. Efter at være allersidst på første omgang, var han 14’er efter blot 10 omgange af løbet – 10 overhalinger til manden som havde kvalificeret sig 12’er i løbet.

Herta havde en lille tur af banen i Sving 5, men holdt bilen på det asfalterede afkørselsområde, uden at tabe andet end tid til Rossi.

Dækkene var fuldstændig færdige for Herta, så Will Power også kom forbi, inden amerikaneren valgte at pitte efter 14 omgange af løbet. Her havde teamet lidt problemer med at tankstudsen til at give brændstof, så det kostede dem nogle ekstra sekunder i pitten.

Efter pitstoppene var Dixon helt oppe på 10. pladsen i løbet, efter eminent pitarbejde fra Chip Ganassi Racing.

James Hinchcliffe
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Marco Andretti måtte pitte efter 20 omgange af løbet med tekniske problemer på bilen, som mekanikerne forsøgte at løse i pitlane.

Pagenaud og Herta bankede hjul i Sving 5, hvilket sendte begge kørere af banen. Pagenaud tabte bilen på den inderste linje, og røg derved ud i Herta. Der skete dog ikke nogen skader på bilerne. Men det udnyttede både Felix Rosenqvist og Scott Dixon til at gå forbi, og dermed var de oppe som P6 og P7.

Herta fik et par omgange senere overhalet Dixon, som så ud til at have problemer med de bløde dæk, som snart trængte til en udskiftning.

Efter halvdelen af løbet var Alexander Rossi stadig førende foran Will Power, Josef Newgarden, James Hinchcliffe, Graham Rahal og Felix Rosenqvist.

De to Team Penske holdkammerater Power og Newgarden havde en tæt duel omkring 2. pladsen. Newgarden var næsten oppe ved australieren, men døren blev smækket i, og Newgarden måtte blive bagved.

Graham Rahal
Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Rossi var den første af de førende, som dykkede i pitten for sidste gang. Han havde 21 sekunders forspring til Power. Newgarden, Dixon, Pagenaud og Bourdais valgte også at pitte på samme omgang som Rossi, og var dermed sikret imod at blive fanget af en eventuel Full Course Yellow. De første 42 omgange af løbet havde kørt uden afbrydelser, men ville det vare sådan helt til målflaget.

Herta satte Rahal under massivt pres med 6 omgange tilbage. Herta var på de bløde dæk mens Rahal var på de hårde. Det vendte sig dog til at han skulle til at kigge bagud, da Hinchcliffe var kommet helt op under bagvingen på Herta, hvis dæk var helt færdige i de sidste 4 omgange.

Herta lavede en lille kørefejl med to omgange tilbage, hvor han kom for langt ud i Sving 1. Det udnyttede Hinchcliffe til at gå forbi. Herta slog dog tilbage – og kom forbi i Sving 5. Hinch tabte helt sutten, så også Dixon og Rosenqvist kom forbi.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com / Joe Skibinski

Dixon overhalede Herta ved starten af sidste omgang, mens Rosenqvist forsøgte at følge med. Det lykkedes svenskeren at bremse sig forbi amerikaneren i Sving 5.

Herta var lige ved at sætte bilen i muren i Sving 11, hvor Hinch så kom forbi igen.

Alexander Rossi vandt løbet foran Will Power og Josef Newgarden. Graham Rahal, Scott Dixon og Felix Rosenqvist lukkede top 6, mens James Hinchcliffe og Colton Herta var de sidste to biler i top 8.

Dagens sejr betyder at Newgarden fortsat er i front af Mesterskabet, men Rossi er rykket meget tættere på. Pagenaud er fortsat treer, men Dixon er kommet meget tættere på.

Det næste IndyCar løb skal køres d. 14. juli på gaderne i Toronto.

Relaterede nyheder