Lang dag på kontoret for FIA WEC

FIA World Endurance Championship holdene fik en ekstra lang dag på kontoret, og det var de ikke engang selv skyld i.

Årets første afdeling køres på Silverstone, hvor FIA WEC deler banen med European Le Mans Series, som kører deres 4. afdeling. Her var desværre et uheld i deres første frie træning, som krævede så mange reparationer af barriererne, at første træning for WEC bilerne blev udsat 20 minutter.

Da ELMS holdene ikke har ret meget træning denne weekend, blev det bestemt at de skulle have en ekstra halv times træning fredag eftermiddag, hvilket så skubbede WEC’s 2. træning med 30 minutter. Så det var først fyraften en halv time senere end oprindelig planlagt.

Rebellion Racing #1
Photo: JJ Media

Men FIA WEC feltet i sig selv, opførte sig forholdsvis eksemplarisk. Løbsledelsen fik dog travlt med at dele straffe ud for Track Limits i FP2 – men så lærte kørerne det også bare på den hårde måde, inden kvalifikationen og løbet.

I den første frie træning var der lidt af en overraskelse, da Rebellion Racing #1 med Bruno Senna, Gustavo Menezes og Norman Nato var hurtigst, foran Toyota Gazoo Racing #8 og #7, med henholdsvis Sebastien Buemi/Kazuki Nakajima/Brendon Hartley og Mike Conway/Kamui Kobayashi/Jose Maria Lopez. Den uorden fik Toyota dog rodet bod på i FP2, hvor #7 var hurtigst foran #8 og #1.

Aston Martin Racing #98
Photo: JJ Media

Team LNT var de to langsomste LMP1 racere i både FP1 og FP2, men #5 havde en del elektroniske problemer at døje med. I FP1 ville bilen ikke geare nedad, mens der var problemer med dataoverførslen til FIA, som skal kunne sidde og overvåge benzinforbrug løbene, mens bilen er ude på banen. Så kostede dem en stor del af FP2. Men når de så kørte, var de ikke langt fra Rebellion – men de var bagud.

I LMP2 klassen var United Autosports #22 dominerende – ja, ikke bare i WEC men også ELMS. Faktisk så var #22 med Phil Hanson, Filipe Albuquerque og Paul Di Resta hurtigst i samtlige LMP2 træninger i dag – både WEC og ELMS. Cool Racing #42 var næsthurtigst med Nicolas Lapierre, Antonin Borga og Alexandre Coigny i FP1, med Racing Team Nederland #29 med Frits van Eerd, Giedo van der Garde og Job van Uitert som 3. hurtigst.

United Autosports #22
Photo: JJ Media

UA #22 var som nævnt også hurtigst i FP2, men her var danske High Class Racing #33 næsthurtigst, med en tid sat af Kenta Yamashita, i den bil som han deler med Mark Patterson og Anders Fjordbach. Det har ikke taget lang tid for den unge japaner, at tilpasse sig bilen, og ikke mindst banen. Racing Team Nederland #29 var også 3. hurtigst i FP2. High Class Racing #33 var 7. hurtigst i FP1.

I GTE Pro klassen var Porsche #91 med Gianmaria Bruni og Richard Lietz på toppen i FP1, foran AF Corse Ferrari #51 med James Calado og Alessandro Pier Guidi, og Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen. Billedet ændrede sig marginalt til FP2, hvor #51 var hurtigst foran #91, mens AF Corse Ferrari #71 med Miguel Molina og Davide Rigon var P3.

Porsche #91
Photo: JJ Media

Mens Michael Christensen og Kevin Estre var 6. hurtigst i FP1, kørte dig Porsche #92 frem til P4 i FP2. Thiim og Sørensen var P5 i FP2.

Det var total Aston Martin dominans i både FP1 og FP2 i GTE Am. TF Sport #90 med Salih Yoluc, Charlie Eastwood og Jonny Adam var hurtigst i første træning, foran Aston Martin Racing #98 med Paul Dalla Lana, og hans to nye medkørere, Ross Gunn og Darren Turner. MR Racing Ferrari #70 med Motoaki Ishikawa, Olivier Beretta og en sen opringning til Kei Cozzolino, som erstatning for Eddie Cheever III, kørte sig til P3 i FP1. I FP2 var det #98 foran #90, mens AF Corse Ferrari #83 med Nicklas Nielsen, Francois Perrodo og Emmanuel Collard, var 3. hurtigste GTE Am bil.

AF Corse Ferrari #51
Photo: JJ Media

Vi skulle også have haft David Heinemeier Hansson med i GTE Am klassen, hvor han skulle dele bil med Egidio Perfetti og Matteo Cairoli i Team Project 1 Porsche #56. Men DHH var ikke ude at træne, da hans kone er højgravid, og kan føde hvornår det skulle være. Det er stadig uvist om han er klar til at hoppe i bilen lørdag, eller om han bliver nød til at springe hele Silverstone løbet over. Han blev i stedet erstattet af David Kolkmann, som også skal køre løbet, såfremt DHH ikke er klar.

TF Sport Aston Martin #90
Photo: JJ Media

Der var en smule ballade i GTE Am i FP1, da Red River Sport Ferrari #62 og AF Corse Ferrari #54 ramte hinanden. Det gav skader på begge biler, og mens #54 kunne humpe tilbage til pitten, måtte #62 på fejebladet, og transporteres tilbage til pitten. Red River Sport bilen er også drevet af AF Corse, så mon ikke at der har været lidt dårlig stemning i garagen henover middagspausen…?

Lørdag køres der endnu en træning, samt kvalifikation forud for 4 timers løbet, som køres søndag eftermiddag.

Relaterede nyheder