Første sving blev altafgørende på Monza

2019 sæsonens 8. afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup blev kørt på Monza banen i Italien.

32 biler havde taget turen til Italien, men det var ikke en italiener på Pole Position, men derimod Jaxon Evans. Newzealænderen var hurtigere end Ayhancan Güven, Larry ten Voorde, Michael Ammermüller, og Dylan Pereira, mens danske Mikkel Overgaard Pedersen skulle starte løbet fra P6.

Ammermüller og Julien Andlauer lå på en delt 1. plads i mesterskabet inden weekenden, men Andlauer var virkelig i problemer, med 13. startposition til dagens løb.

Det blev et meget hurtigt skifte fra 5 røde lamper til løbsstart, men Evans tog starten, men Güven fik givet Evans et lille prik, så både Güven og ten Voorde kom forbi, mens Joey Mawson var rykket helt op som treer. Evans tabte dog flere placeringer, og røg helt ned som femmer.

Monza 2019 start
Photo: Porsche Motorsport

Dorin Mansilla blev sendt rundt i 2. chikane, men kunne selv køre videre.

Mikkel O. og Evans lå og kæmpede, og endte begge med at skyde genvej gennem første chikane.

Der var dramatik på 2. omgang, da Julien Andlauer lavede en kæmpe kørefejl i Variante Ascari, og røg hårdt i autoværnet, hvilket ødelagde det højre forhjulsophæng så meget, at franskmanden måtte pitte og udgå af løbet. Han havde ellers kørt sig op i top 8, inden han lavede fejlen.

Ammermüller lagde Mawson under hårdt pres, men de to skulle over til at kigge bagud, da Mikkel O. Pedersen satte ny banerekord på Monza for Porsche racerne. Han var kommet forbi Evans, som også var faldet bagved sidste uges vinder, Dylan Pereira.

Jaxon Evans
Photo: Porsche Motorsport

Dommerne kiggede på kontakten mellem Güven og Evans på første omgang, og vurderede at tyrkeren havde været lidt for hård i manøvren, og gav ham en 5 sekunders tidsstraf, som ville blive lagt til hans løbstid. Det betød at Larry ten Voorde i P2 bare skulle holde sig lige bagved, og dermed køre en sejr hjem.

Ammermüller fik en god slipstrøm på Mawson, og rykkede dermed op på den effektive 2. pladsen i løbet. Alt imens havde Pedersen fået slået et hul til forfølgerne, så de ikke længere fik hans slipstrøm – til gengæld var der også så langt op til de forreste 4 biler på banen, så han heller ikke selv fik nogen hjælp.

Al Faisal Al Zubair og Florian Latorre havde en intens kamp omkring 8. pladsen, hvor Latorre forsøgte at tvinge Al Zubair ind i en fejl. Han var oppe på siden af ham flere gange, men kom ikke forbi.

Güven havde en lille tur gennem gruset i Variante Ascari, men holdt den fri af autoværnet, men det hjalp ikke ligefrem hans chancer for en god placering, med straffen i bagagen, da hans forspring til forfølgerne blev dramatisk forkortet.

Michael Ammermüller & Joey Mawson
Photo: Porsche Motorsport

Evans og Pereira kørte side om side ned af start-mål langsiden, men Evans vandt den duel, da han var på indersiden, og dermed kunne køre den ideelle linje gennem 1. chikane.

På den næstsidste omgang gik ten Voorde virkelig til angreb på Güven, men kom ikke forbi i første forsøg.

Ayhancan Güven kørte først over stregen, men Larry ten Voorde blev kåret som vinder af løbet, foran Michael Ammermüller, Joey Mawson, Mikkel Pedersen, og Güven sendt ned på 5. pladsen, med tidsstraffen. Jaxon Evans fik bilen kørt hjem på 6. pladsen, hvilket ikke var noget drømmeresultat efter hans Pole.

Larry ten Voorde
Photo: Porsche Motorsport

Michael Ammermüller fører nu mesterskabet, med 14 point ned til Larry ten Voorde, mens Julien Andlauer er yderligere 4 point bagude. Ayhancan Güven er firer, yderligere fire point bagved. Florian Latorre er den sidste mand med en teoretisk chance for at vinde mesterskabet, men det kræver mere eller mindre at de 4 foranliggende skal udgå fra begge de resterende løb i sæsonen.

Finalen køres i Mexico City, hvor der køres en dobbeltafdeling, med løb både den 26. og 27. oktober 2019.

Relaterede nyheder