Mercedes viser farver og kørere

Mercedes-Benz EQ Formula E Team har vist deres helt nye ABB FIA Formula E Championship racer, samt de to kørere, som skal køre bilerne.

Teamet har valgt at kalde bilen for Mercedes-Benz EQ Silver Arrow 01, da det er den første sæson som ægte fabrikshold i Formel E.

De stak dog en tå i vandet i 2018/19 sæsonen, hvor der blev kørt under HWA Racelab navnet. Her var Stoffel Vandoorne og Gary Paffett kørerne, men teamet har valgt at bytte lidt ud på de pladser.

Belgiske Stoffel Vandoorne får følgeskab af sin hollandske nabo Nyck de Vries, der får sin debut i Formel E.

Mercedes-Benz EQ Silver Arrow 01
Photo: Mercedes Motorsport

Vandoorne har haft lidt af en omskiftelig karriere. Efter han vandt GP2 mesterskabet, blev han sendt en sæson til Japan til Super Formula mesterskabet, inden der var plads i McLaren raceren i Formel 1. Her blev det til to sæsoner, inden han måtte opgive sædet, og i stedet kigge mod Formel E. I foråret 2019 smagte han også lidt på FIA World Endurance Championship, hvor han bl.a. sluttede på podiet ved 24 timers løbet på Le Mans banen.

De Vries har været lidt igennem den samme tur som Formel 2 kørere, hvor han aktuelt fører mesterskabet, plus han har krydret det op med et LMP2 program i FIA WEC.

ABB FIA Formula E Championship 2019/20 sæsonen starter den 22.-23. november 2019 i Saudi Arabien.

Relaterede nyheder