GEAR Racing Grasser nyt GTD hold

GEAR Racing Grasser er et helt nyt navn i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2020.

Girl Empowerment Around Racing (GEAR) er et helt nyt projekt, der er gået sammen med Grasser Racing Team, som er kendt som et Lamborghini i hele verden. Grasser har vundet Daytona 24 timers løbet, og har deltaget i flere af Michelin Endurance Cup løbene i IMSA serien i de seneste par år.

Dette program bliver et fuldt program i IMSA serien, hvor planen er at promovere kvinder i racerløb. Hertil har de valgt to meget kendte, kvindelige racerkørere.

Christina Nielsen og Katherine Legge skal dele en Lamborghini Huracan GT3 EVO i GTD kategorien. Nielsen vandt GTD mesterskabet i både 2016 og 2017, mens Legge var meget tæt på at vinde det i 2018 men sluttede toer. I 2019 sæsonen, kørte de en stor del af sæsonen hos Heinricher Racing, som var et program med samme mål. Da Nielsen først fik aftalen meget sent, havde hun allerede aftaler andre steder, så der var flere datosammenfald gennem sæsonen – hvor de andre aftaler havde førsteprioritet. Makkerparret lå dog ofte og snuste rundt lige udenfor podiepladserne i deres Acura NSX GT3 EVO, så værre var det heller ikke – der manglede bare lige det sidste til at kunne komme på podiet.

GRT Grasser Racing Team Lamborghini #11
Photo: JJ Media

Det vides endnu ikke om Heinricher Racing fortsætter i kategorien med et nyt hold kvindelige racerkørere, eller om det program, som kom i stand sammen med Meyer Shank Racing, lukker ned for denne omgang.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship starter op den 3.-5. januar 2020 med tests på Daytona International Speedway, inden 24 timers løbet køres 3 uger senere. Her skal der for øvrigt bruges mindst en kvindelig kører mere – måske to. Her er dog ikke kommet navn(e) på endnu.

Relaterede nyheder