R-Motorsport hiver DTM stikket

R-Motorsport har valgt at stoppe deres engagement i DTM serien, efter blot en enkelt sæson.

Det schweiziske hold lavede en lyndebut i den tyske serie, efter Mercedes-AMG havde trukket sig fra serien ved udgangen af 2018.

R-Motorsport indgik en aftale med HWA, som byggede og stod for driften af Mercedes bilerne, men da de har tætte forbindelser til Aston Martin, fik de sat en AM skal ovenpå Dallara chassis’et, så det lignede en Vantage.

Holdet havde rigtig mange problemer, og på nær et par enkelte lyspunkter, hvor de var oppe i pointene, blev løbene oftest afsluttet i garagen – inden det ternede flag, vel at mærke…

Ved nogle af løbene kunne de end ikke stille til start med alle deres 4 biler, såfremt de havde tekniske problemer med bilerne.

Kort tid efter sæsonafslutningen kom informationen, at R-Motorsport havde afbrudt samarbejdet med HWA, men at de ville kigge videre på andre muligheder for 2020. Men det viser sig nu at have været en blind vej.

Daniel Juncadella
Photo: JJ Media

Dagens udmelding sætter virkelig BMW og Audi under pres, da de er de to eneste tilbageværende mærker i DTM serien. BMW har meldt 5 kørere ud indtil nu, og har dermed umiddelbart et sæde åbent. Audi Sport Team WRT har meldt deres to kørere ud, mens Audi Sport med Rosberg, Phoenix og Abt Sportsline endnu ikke har offentliggjort nogen kørere.

I efteråret 2018 sendte Audi en pressemeddelelse ud i offentligheden, hvor de skrev at såfremt der ikke var 3 mærker til 2020 sæsonen, ville de trække sig. Det var egentlig en rimelig klar udmelding dengang – men motorsport chef Dieter Gass ser ud til at trække lidt i land i dag. I hvert fald har han udtalt, efter R-Motorsport sendte deres pressemeddelelse ud:

“Vi er kede af beslutningen fra R-Motorsport og ønsker Dr. Florian Kamelgers hold alt godt i fremtidens projekter. ITR og specielt Gerhard Berger er i øjeblikket i gang med intensive diskussioner med mulige hold og fabrikanter. Vi ved at det ikke er nemt, med kun 3 måneder til sæsonstart, men vi er sikre på at kunne præsentere en attraktiv startgrid for DTM fans i 2020 sæsonen.”

BMW er ikke kommet med nogle udtalelser i skrivende stund, og ej heller fra DTM serien selv.

DTM serien har skiftet over til Class 1 reglementet, som de nu har til fælles med den japanske Super GT klasse. Dermed bygger Lexus, Honda og Nissan også deres racere på baggrund af Dallara chassiset. Der er blevet afholdt fælles løb, hvor japanerne var på Hockenheimring til sæsonfinalen i 2019, og kørte med, mens Audi og BMW var i Japan for at køre et ikke-mesterskabstællende løb på Fuji banen.

Japanerne ser dog ikke ud til at have interesse i serien lige nu, og det kan blive dødsstødet for DTM serien, såfremt der kun er 14 biler, som kører rundt i 2020 sæsonen. Og vi ved stadig ikke om Audi Sport vil holde deres ord fra efteråret 2018.

Vi går nogle meget spændende uge i møde, med henblik på DTM’s fremtid.

Relaterede nyheder