Audi trækker DTM stikket efter 2020

Audi Sport har efter mange måneders spekulationer offentliggjort, at de trækker sig fra DTM serien efter 2020 sæsonen.

Det har lagt i kortene siden august 2018, hvor de for første gang luftede utilfredshed med serien, og satte dennes ledelse, ITR under hårdt pres.

Meldingen dengang kom i kølvandet på at Mercedes-AMG trak sig fra DTM serien efter 2018, hvor der blev stillet et ultimatum til serien, at såfremt der ikke var en 3. konstruktør ved starten af 2020 sæsonen, ville Audi trække sig.

I 2019 sæsonen dukkede R-Motorsport op, med fire DTM biler, som blev kaldt for Aston Martin racere, og havde styling som Vantage modellen. I bund og i grund var de bygget på basis af Mercedes erfaring, da det var HWA som byggede bilerne, og ligeledes lavede motorerne til dem. HWA stod for driften af Mercedes DTM bilerne gennem flere årtier.

Da R-Motorsport meldte ud i januar 2020, at nu trak de sig fra DTM serien, var det derfor ventet at Audi ville følge trop. I stedet var de hurtige til at melde ud, at de ville fortsætte med de samme 6 kørere som i 2019, mens privatholdet WRT har skiftet begge deres kørere til 2020 sæsonen.

Audi oplyser i dagens pressemeddelelse, at de gerne vil takke af med DTM serien og tilskuerne på behørig vis, og derfor håber at 2020 serien bliver gennemført. Corona virussen nævnes også som en af grundene til at de trækker sig nu, uanset om det er sandt eller ej.

Rene Rast, Audi Sport, 2019

Fokus kommer i stedet til at være på Formel E, som de har været aktive i siden 2014. På det tidspunkt var der også et Le Mans program med sportsvogne, som blev lukket ned efter 2016 sæsonen.

Derudover skal der sælges masser af GT2, GT3 og GT4 biler til private hold, da det er en kæmpe forretning for Audi Sport. Deres TCR bilsalg blev lukket ned efter 2019 sæsonen, da VW Audi gruppen nu fokuserer på Cupra mærket, som også begynder at kigge mod elektrisk TCR ræs.

DTM serien har svaret på annonceringen, hvor Gerhard Berger, chef for ITR, sender forholdsvis skarpe ord i retning mod Audi, hvor han synes at det stiller hele DTM serien inklusiv BMW (som er eneste tilbageværende mærke i DTM), i en utrolig svær situation i forhold til fremtiden.

DTM startede for første gang i 1984, hvor det var Gruppe A lignende biler, som var basis for serien. I 90’erne eskalerede det til specialbyggede, tekniske vidundere, som toppede i 1995 og 1996 med biler, som havde flere justeringsmuligheder og mere teknik end de daværende Formel 1 biler. Det betød at serien kollapsede grundet budgetterne, inden DTM blev genstartet i 2000, hvor Audi, Mercedes og Opel var med til at starte serien. Opel trak sig efter 2005 sæsonen, hvorefter den stod på kun Audi og Mercedes indtil 2012, hvor BMW kom med.

Kris Nissen var den første dansker til at køre for holdet i DTM, inden Tom Kristensen var fast bestanddel af serien i små 10 sæsoner. Nicolas Kiesa og Christian Bakkerud deltog for privathold i serien, mens Nicki Thiim testede for dem i 2014, hvilket var en barndomsdrøm for ham, efter hans far Kurt er en sand legende i den “gamle” DTM serie, som han blev mester i tilbage i 1986 for Rover.

Seriens 2020 kalender er selvfølgelig også ramt af COVID-19 pandemien, hvor den planlagte sæsonstart i Belgien i forgangene weekend er blevet udsat. Aktuelt satses der på at kunne køre fra den 11.-12. Juli på Norisring, men det kræver at Tyskland begynder at lukke op for landet, så banen kan blive bygget. Den nuværende sæsonafslutning ventes at ske på Monza den 14.-15. november.

Relaterede nyheder