Merhi vender tilbage til WEC

Roberto Merhi vender tilbage til FIA World Endurance Championship, når 2019/20 sæsonens 6. løb skal køres på Spa Francorchamps i Belgien.

Spanieren skal køre på Eurasia Motorsport, som han også kørte med i Asian Le Mans Series 2019/20 sæsonen. Holdet bruger Spa løbet som opvarmning til Le Mans i september, hvor de blev udvalgt til at deltage i.

Eurasia Motorsport #36 Photo: Asian Le Mans Series

Merhi skal køre i Belgien sammen med Daniel Gaunt og Nobuya Yamanaka, der også skal køre Le Mans. Oprindelig var Shane van Gisbergen skrevet på til Le Mans, da løbet stadig skulle køres i juni måned. Han har dog også et program i V8 Supercars, som har absolut førsteprioritet, og derfor kan han næppe forlade Australien, så længe at han skal opfylde de forpligtelser. Det er dog ikke endelig bekræftet, om Merhi også skal køre Le Mans eller ej.

Roberto Merhi kørte tidligere i FIA WEC for Manor holdet, da de kørte i LMP2 kategorien i 2016. Siden da har han været tilbage i formelbilerne igen, hvor han har kørt blandt andet Formel 2, men deltog altså også i Asian Le Mans Series i den forgangene sæson.

6 timers løbet på Spa Francorchamps køres den 15. august 2020.

Relaterede nyheder