Catalunya skiftes ud med Paul Ricard

European Le Mans Series har opdateret løbskalenderen for 2020 sæsonen, hvor en af afdelingerne skifter land.

Det er på baggrund af COVID-19 situationen, at løbet, som var planlagt til Circuit de Barcelona-Catalunya senere på måneden, bliver flyttet til Paul Ricard banen i Frankrig.

Der er for meget usikkerhed omkring Barcelona i øjeblikket, da der er en del sygdomstilfælde i området, og så ville LMEM, som er arrangørerne bag European Le Mans Series, hellere annoncere skiftet nu, i stedet for at vente til ugen optil – eller i selve løbsugen, såfremt situationen ikke forbedrer sig i området.

DragonSpeed #21, G-Drive Racing #26, United Autosports #22 Photo: JJ Media

Løbsweekenden bliver afviklet som en 3-dags event, med uofficielle testkørsler om torsdagen, fri træning fredag, og med kvalifikation og løb lørdag – lidt i retning af det som vi så i netop Spanien sidste år, hvor løbet blev kørt lørdag aften. Der er dog ikke nogen tidsplan ude for løbet endnu, så vi ved endnu ikke om det bliver et eftermiddagsløb eller aftenløb.

Det bliver andet løb i 2020 sæsonen, som skal køres på franske Paul Ricard nær byen Le Castellet. Åbningsløbet blev ligeledes kørt på banen – men den helt store fordel ved netop denne bane, er at den er så isoleret fra alting, at det kan afvikles uden alt for meget kontakt med folk udenfor løbsserien.

Ved at flytte løbet i stedet for at aflyse det, kan man stadig får 3 ELMS løb ind inden 24 timers løbet på Le Mans i september måned, som nogle af holdene skal deltage i.

Sæsonens 2. ELMS afdeling køres denne weekend på Spa Francorchamps i Belgien, hvor de uofficielle testkørsler blev kørt onsdag, inden selve løbsweekenden starter i morgen fredag.

Relaterede nyheder