Kvalifikationen til Indy 500 afgjort

Kvalifikationen til den 104. udgave af Indianapolis 500 blev som sædvanligt afviklet over to dage.

Selvom løbet er blevet skubbet fra maj måned til august, og der ikke bliver lukket tilskuere ind på banen, så er selve afviklingen af træninger og kvalifikationer næsten uændret.

Kvalifikationen var dog ikke helt så nervepirrende som gennem de seneste år, da NTT IndyCar Series kun med nød og næppe fik 33 biler skrabet sammen. Der er 33 pladser på startgridden, og med kun 31 biler på deltagerlisten halvanden uge før den første træning startede, var serien uofficielt selv inde og spytte lidt i kassen hos nogle hold, som derved kunne stille til start.

Lørdag skulle startpladserne 10 til 33 afgøres. Hovedparten af kørerne gav den kun et forsøg i kvalifikationen, men nogle forsøgte at rykke lidt længere op på startgridden end deres første forsøg.

Heldigvis var der ingen uheld, og betingelser for kørerne var meget tæt på at være ens for alle sammen.

Marco Andretti
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Der var både positive og negative overraskelser.

Den positive var Andretti Autosport som sad på pladserne 1-4 efter lørdagen, med Marco Andretti hurtigst foran Ryan Hunter-Reay, Alexander Rossi og James Hinchcliffe. Scott Dixon hos Chip Ganassi Racing var allerede inde i top 9 efter første forsøg, men kørte sig op til P5, foran bedste – og eneste – Chevrolet motoriserede kører blandt top 9, Rinus VeeKay. VeeKay leverede en pragtpræstation for Ed Carpenter Racing, og udkvalificerede teamchefen med 10 pladser, hvilket var en kæmpe overraskelse, da Carpenter selv ellers har sat på Pole selv i de tidligere år. Alex Palou hos Dale Coyne Racing w/Team Goh var anden Rookie, udover VeeKay, i top 9, mens Rahal Letterman Lanigan kørerne Graham Rahal og Takuma Sato var de to sidste i top 9.

Andretti mand Colton Herta og CGR mand Marcus Ericsson var lige udenfor top 9, og selv med deres ekstra forsøg, kom de ikke med i top 9.

En af de store negative overraskelser var, udover Ed Carpenter selv, samtlige Team Penske kørere. Josef Newgarden var P13, 2018 vinder Will Power P22, sidste års vinder Simon Pagenaud P25, og den tredobbelte Indy 500 vinder Helio Castroneves helt tilbage på P28.

Takuma Sato
Photo: Indycar.com / Matt Fraver

Fernando Alonso har igen en gæsteoptræden, men med Chevy motoren hos Arrow McLaren Schmidt Peterson rakte kun til P26, mens holdkammeraterne Patricio O’Ward var P15 og Oliver Askew var P21.

Suverænt langsomste mand var Ben Hanley for DragonSpeed. Mens de hurtigste på lørdagen kørte 231,351 Mph, kunne Hanley blot opnå 222,917 Mph – godt 3 mph langsommere end næstlangsomste kørere, JR Hildebrand hos Dreyer and Reinbold Racing.

Søndag skulle top 9 placeringerne afgøres. Selvom alle kørerne i top 9, den såkaldte Fast Nine, havde en mulighed for en lille morgentræning inden kvalifikationen, valgte kun Sato og Rahal at træne lidt på banen, med henholdsvis 13 og 10 omgange. Sato gav den godt med gas, mens Rahal var lidt mere tilbageholdende.

Vejrforholdene havde også ændret sig væsentligt i forhold til dagen i går, hvor det var køligere og vinden var meget kraftigere, hvilket kunne påvirke bilerne i Sving 1 og 2.

Takuma Sato var første mand på banen i kvalen, og kørte 230 Mph på alle omgange i kvalen.

Graham Rahal var næste mand, og var langsommere på alle omgange, og måtte endda løfte på speederen på 4. omgang, da han var ved at sætte bilen i muren.

Rinus VeeKay
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Alex Palou satte en imponerende førte omgang, men hans gennemsnit dykkede så meget over de 4, at han var langsomst af de tre indtil nu.

Rinus VeeKay så ud til at blive hurtigere end Sato, men den sidste omgang blev lidt for langsom, og var derfor marginalt langsommere end Sato.

Scott Dixon var første mand til at sætte to omgange i 231 Mph, og endte med at være hurtigst af de 5 kørere indtil da.

James Hinchcliffe fik kørt 4 sikre omgange, men tiderne blev langsommere og langsommere, og endte med at række til P4 ud af de 6 kørere indtil da.

Alexander Rossi kørte 4 rodede omgange, hvor han måtte af gassen flere gange, og det betød langsomt af alle kørere indtil da.

Ryan Hunter-Reay lå hårdt ud, med en rigtig god første omgang, men endte alligevel som 4. hurtigst ud af de 8 kørere indtil da.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Marco Andretti satte den hurtigste første omgang af alle, og fulgte op med en god anden omgang. Det begyndte at blive knapt på 3. omgang, men han klarede det lige nøjagtig, og tog Pole Position

Det var første gang siden 1987, at en Andretti var på Pole – dengang var det bedstefar Mario. Hans far Michael har aldrig haft Pole på den ikoniske bane.

Nu har kørerne mulighed for at teste lidt mere senere på eftermiddagen, og har så ellers fire dage foran sig med PR arbejde rundt i USA, inden de er tilbage i bilerne på fredag, som er sidste testmulighed inden løbet, som køres næste søndag.

Hele startopstillingen til Indianapolis 500 2020 kan ses her.

Relaterede nyheder