Byttedag hos BMW og Mahindra

Stoledansen i ABB FIA Formula E Championship fortsætter for fulde drøn.

Vi har allerede hørt om Janis udskiftning til Wehrlein hos Porsche, Bird skifter til Jaguar og bliver erstattet af Cassidy, og nu har Wehrleins tidligere arbejdsgiver, Mahindra, også fået en kører på plads til næste år.

Alexander Sims skal køre for Mahindra Racing i den kommende Sæson 7. Sims har de seneste mange år været synonym med BMW, hvor han har været en del af deres GT3 samt GTLM/GTE programmer. Senest kom han med i deres Formel E program, for et par år siden, men nu rykker briten altså videre til indiske Mahindra.

Alexander Sims & Dilbagh Gill
Photo: Mahindra Racing

Samtidig oplyser Mahindra, at Jerome D’Ambrosio ikke længere skal køre for holdet, men deres 2. sæde står stadig åbent – et sæde som var besat af Alexander Lynn, efter Pascal Wehrlein blev taget ud af bilen inden Berlin.

Det efterlader et hul hos BMW i Andretti, som endnu ikke er fyldt. Holdet har dog annonceret, at Maximilian Günther fortsætter hos dem i den kommende sæson.

Sæson 7 i ABB FIA Formula E Championship er planlagt til at skulle starte i januar 2021.

Relaterede nyheder