75 grønne lørdagsomgange i Mid-Ohio

NTT IndyCar Series 2020 havde taget turen til Mid-Ohio, hvor det første af to Honda Indy 200 at Mid-Ohio blev kørt lørdag.

Will Power havde taget Pole Position, foran Ryan Hunter-Reay, Josef Newgarden, Conor Daly, Jack Harvey, Alexander Rossi, Felix Rosenqvist, Graham Rahal, Rinus VeeKay og Simon Pagenaud.

Mesterskabsførende Scott Dixon var helt tilbage på 17. startposition, men med 96 points føring til Newgarden var der også lidt at tære på, plus newzealænderen plejer at være god til at køre sig frem i løbene.

Power lavede den bedste start, mens Newgarden fik snydt Hunter-Reay i første sving under grønt flag, mens Daly fulgte efter få sving senere.

Pagenaud spandt rundt, da han kom i kontakt med VeeKay, og måtte helt op at stå på bremsen, for ikke at skovle hollænderen helt af banen. Det sendte franskmanden helt ned på sidstepladsen, inden han fik bilen op i fart igen.

Will Power
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Dixon var på fremmarch i feltet, og var allerede fremme som 13’er efter få omgange.

Santino Ferrucci var på fremmarch, da han overhalede VeeKay og Herta med rene manøvre. Der blev brugt lidt mere bidske metoder, da han ville forbi Marco Andretti, hvilket sendte Andretti ud på græsset, så han tabte et par placeringer.

Dixon havde lidt døje med at komme forbi VeeKay, hvor de to byttede plads flere gange, inden newzealænderen fik et godt tilløb ned af baglangsiden, og kom forbi både VeeKay og Andretti, i samme hug.

Andretti var den første kører til at pitte efter nye dæk, da han ikke havde mere greb i bagdækkene. samme problem havde Harvey, som pittede et par omgange efter, ligesom Takuma Sato også gjorde.

Power kunne holde liv i dækkene noget længere, og pittede derfor efter 22 omgange – på samme omgang som Dixon.

Conor Daly
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Dixon og Herta lå og kæmpede. Dixon var lige ved at køre op i bagenden på Herta, da sidstnævnte kom ud af pitten. Senere på stintet var fartforskellen dog modsat, så Herta nemt kunne udbremse den 5-dobbelte mester.

Marco Andretti havde en tur ind over græsset i Sving 2, men undgik heldigvis at sidde fast i sandet.

I anden pitstop runde, lykkedes det Rossi at komme forbi holdkammerat Hunter-Reay, men manglede stadig tid op til de to Penske kørere Power og Newgarden.

Rosenqvist gik til angreb på Hunter-Reay, men kunne ikke komme forbi i første forsøg. De var dog begge blevet snydt af Rahal, som var oppe på en reel 4. plads i løbet.

VeeKay og Herta havde en intens duel omkring P8, hvor hollænderen overhalede udenom i Sving 5, hvilket bestemt ikke er nogen nem manøvre.

Colton Herta
Photo: Indycar.com / Matt Fraver

Newgarden, Rossi og Rahal var blot halvandet sekund fra hinanden, med 10 omgange tilbage af løbet. Rahal var helt oppe på siden af Rossi, men kunne ikke komme forbi ham i første forsøg.

Regnskyer nærmede sig dog banen med hastige skridt – spørgsmålet var om regnen ville nå banen inden målflaget.

Rossi og Rahal sled dog så meget på dækkene i kampene, at bilerne stille og roligt gled fra hinanden igen.

Ingen kunne røre Will Power, som førte fra start til slut, på nær i forbindelse med pitstoppene. Han vandt foran Josef Newgarden, Alexander Rossi, Graham Rahal, Ryan Hunter-Reay, Felix Rosenqvist, Jack Harvey, Rinus VeeKay, Colton Herta, mens Scott Dixon sluttede P10.

Graham Rahal
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Dixon har nu en 76 points føring over Newgarden, som gjorde endnu et indhug i føringen.

For øvrigt begyndte regnen at falde 10 minutter efter målflaget…

I morgen er dog en ny dag, med en helt ny kvalifikation til søndagsløbet i NTT IndyCar Series.

Relaterede nyheder