Road To Le Mans afgjort på sidste omgang

Weekendens første Road To Le Mans løb blev kørt fredag eftermiddag. Løbet var samtidig tællende til Michelin Le Mans Cup, hvor der blev givet halve point i dagens løb, og så skal der gives halve point igen i morgendagens løb.

United Autosports #23 med Wayne Boyd og John Schauerman var på Pole, foran DKR Engineering #3 med Jean Glorieux og Laurents Hörr og Realteam Racing #4 med Esteban Garcia og David Droux på P3.

Eurointernational #14 skulle have startet toer, men bilens ildslukker var ikke lovlig, så de fik frataget samtlige tider i både kvalifikationen til dagens og morgendagens løb. Derudover skulle de starte fra pitten – en omgang efter alle de andre. Det vil sige, uden nogen form for chance for noget som helst resultat i weekenden.

FFF Racing Team by ACM Lamborghini #63 med Andrea Caldarelli og Hiroshi Hamaguchi var på Pole Position i GT3, foran Kessel Racing Ferrari #74 med Michael Broniszewski og David Perel, mens Iron Lynx Ferrari #8 med Giacomo Piccini og Rino Mastronardi på 3. pladsen.

Vi havde to danske kørere med i løbet. Malthe Jakobsen var holdkammerat med James Dayson i RLR MSport #15, og skulle starte 10’er, mens CD Sport #5 med Michael Jensen og Nick Adcock var 20’er.

United Autosports #24, Graff #26 & Cool Racing #37
Photo: JJ Media

Starten forløb forholdsvis roligt, mens Cool Racing #37 kom frem på andenpladsen.

IDEC Sport #75 stoppede desværre ude på Mulsanne langsiden, hvilket gav en lokal Slow Zone, mens bilen blev fjernet.

James Dayson havde fået æren af at starte for RLR MSport #15, og han tabte et par placeringer, da han var ude mod mange af de hurtige kørere, mens Malthe Jakobsen efter planen skulle ud mod de knapt så erfarende.

CD Sport #5 gik i stå ude på banen på anden omgang, hvor Nick Adcock var kører på den bil. Det betød at Michael Jensen ikke fik kørt en eneste meter i dagens løb.

DKR Engineering #3 faldt tilbage på 7. pladsen, efter at have startet løbet fra andenpladsen.

Nielsen Racing #10 havde et problem ved afslutningen af omgangen, hvor de tabte nogle placeringer, men Rob Hodes var i forvejen i bagerste halvdel af LMP3 feltet.

Iron Lynx Ferrari #9 pittede efter blot 4 omgange, hvilket var for tidligt til det obligatoriske kørerskifte, halvvejs i løbet.

FFF Racing Team by ACM Lamborghini #63
Photo: JJ Media

Stordelen af feltet pittede ved første mulighed, så andenkøreren kunne komme i bilen. Dog valgte førende United Autosports #23 med Wayne Boyd at blive ude på banen, da de derved ville undgå alt for meget trafik, plus Schauerman ikke var helt så hurtig som Boyd. De sidste kørere valgte at pitte omgangen efter.

CD Sport #6 havde kørt for hurtigt i pitten, som de fik en Drive-through straf for.

Pitstoppene gav en del forskydelser i LMP3 kategorien, hvor Realteam Racing #4 nu var førende bil, foran United Autosports #23 og Cool Racing #37. RLR MSport #15 med unge Jakobsen bag rattet, overtog bilen på 16. pladsen, men var allerede oppe som 14’er efter første omgang.

Graff #26 blev desværre med vi at holde i pitten, da de havde et problem med bilen.

Cool Racing #37 tog føringen af løbet, med 4 omgange tilbage.

Kessel Racing Ferrari #67 holdt stille ude på banen, hvilket udløste en Slow Zone, for at få bilen flyttet i sikkerhed.

En kører, som ikke opdagede denne Slow Zone var Colin Noble i Nielsen Racing #7. Han hentede næsten 25 sekunder på alle biler omkring sig – helt sikkert noget at dommerne skulle tjekke op på.

DKR Engineering #3 havde fået lukket et 8 sekunders hul til førende Cool Racing #37, til under et sekund, da sidste omgang startede.

DKR Engineering #3
Photo: JJ Media

CD Sport #6 holdt stille ude i Porsche kurverne, men de var i forvejen langt bagude, grundet deres Drive-through straf.

Føringen skiftede på allersidste omgang, så DKR Engineering #3 med Jean Glorieux og Laurents Hörr vandt løbet, foran Cool Racing #37 med Edouard Cauhaupe og Nicolas Maulini, mens Cool Racing #69 med Matt Bell og Maurice Smith sluttede treer.

Malthe Jakobsen havde en rigtig god sidste omgang, i bilen som han deler med James Dayson, så han fik en 8. plads kørt hjem

FFF Racing Team by ACM Lamborghini #63 med Andrea Caldarelli og Hiroshi Hamaguchi vandt GT3 kategorien, foran Iron Lynx Ferrari #8 med Giacomo Piccini og Rino Mastronardi, og Kessel Racing Ferrari #74 med David Perel og Michael Broniszewski.

Relaterede nyheder