Harvest GP løb 1

NTT IndyCar Series 2020 nærmer sig slutningen, hvor den tredjesidste afdeling blev kørt på inderkredsen af Indianapolis Motor Speedway, under det såkaldte Harvest Grand Prix navn.

Rinus VeeKay havde overraskende taget Pole Position til weekendens første løb, foran den forsvarende mester, Josef Newgarden. Colton Herta, Will Power, Marco Andretti, Jack Harvey, Felix Rosenqvist, Alexander Rossi, Max Chilton og Patricio O’Ward lukkede top 10 af.

Mesterskabsførende Scott Dixon havde haft endnu en skidt kvalifikation, og skulle blot starte løbet fra 12. pladsen.

Det var en meget aggressiv start på løbet, hvor Herta tog føringen ind i Sving 1. Daly var en tur igennem græsset på første omgang, mens der var lidt andre småkontakter gennem feltet.

Veekay slog dog tilbage på anden omgang, hvor han tog føringen af løbet igen.

Sage Karam var en tur igennem græsset på 5. omgang, efter en bremseduel med Charlie Kimball, men var i forvejen langt nede i feltet.

Rinus VeeKay
Photo: Indycar.com/Joe Skibinski

Santino Ferrucci kom forbi Dixon, som var på listefødder, da han vidste at han ikke skulle lave noget dumt. Ferrucci derimod havde vundet 8 pladser på kun 6 omgange.

Graham Rahal havde et solospin, og tabte tre placeringer på grund af det.

Ferrucci blev lidt for modig, og havde kontakt med Ryan Hunter-Reay i Sving 1. Ferrucci forsøgte at overhale den tidligere mester udenom, men det ville RHR ikke høre tale om, så han kørte bredt. Det gjorde at Ferrucci kom ud på græsset, hvor han bare holdt på, og pløjede ind i siden på Hunter-Reay – sjovt nok, lidt som han gjorde ved det seneste løb i Mid-Ohio. Dommerne kiggede på kontakten, men valgte ikke at gøre noget ved det.

De første pitstops kom tidligt i løbet, hvor Herta var den første af de førende som pittede, og satte de hurtigere, røde dæk på.

Colton Herta
Photo: Indycar.com / Matt Fraver

VeeKay pittede på 17. omgang, da han var ved at hente en helt stribe af biler, som skulle overhales med en omgang.

Herta fik hurtigt hentet VeeKay, og forsøgte en overhaling i Sving 1. Her fik Herta udbremset sig selv, så de to duellanter kørte side om side gennem Sving 2 og 3, inden Veekay var foran igen. Amerikaneren dykkede dog meget sent på hollænderen på baglangsiden, og kom endelig forbi.

Newgarden kørte dog videre ude på banen, og pittede først efter 20 omgange af løbet. Selvom han fik kørte nogle hurtigere omgange, kom han ud af pitten på kolde, hårde dæk. Han holdt føringen i første omgang, men kom hurtigt under hårdt pres fra Herta.

Dixon kravlede stille og roligt op igennem feltet, og var oppe på den reelle 6. plads, efter alle havde pittet for første gang.

På 24. omgang tog Herta føringen fra Newgarden, da den unge kører fik udbremset den noget mere erfarende kører, på vej ind i Sving 1.

Pato O’Ward fik en Drive-through straf, på grund af en fejl under hans pitstop.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com / Chris Owens

Scott Dixon fik 5. pladsen foræret fra holdkammerat Felix Rosenqvist, som kun gav halv gas ned af baglangsiden.

Samme kommando kom til Simon Pagenaud, da Josef Newgarden skulle overhale ham med en omgang.

Colton Herta var en af de første til at pitte, hvilket gjorde at han kom til at hænge fast bag Santino Ferrucci i nogle omgange. De to havde en kamp kørende fra sidste gang, og derfor gjorde Ferrucci det heller ikke nemt for Herta, da han endelig kom op og skulle overhale ham. Ferrucci slingrede fra side til side ned af start-mål langsiden, men fik fuldstændig udbremset sig selv i Sving 1, så Herta grinende kunne køre forbi, og sende en hilsen over radioen, hvor han fortalte teamet om hvad han syntes om Ferrucci.

Dixon kom forbi Rossi i Sving 1, men var lige ved at blive ramt bagfra af Rossi. Omgangen efter fik både Rossi og Will Power et kæmpe tilløb ned af start-mål langsiden, og newzealænderen måtte afgive to placeringer på en gang.

Palou fik også en Drive-through straf, for en forseelse i pitten.

Herta kom under pres fra Newgarden, hvilket fik ham til at lave en fejl under nedbremsningen til Sving 1, hvor han tabte føringen. Han valgte at pitte med det samme bagefter. Det fik også Newgarden til at pitte omgangen efter, for ikke at blive snydt af en eventuel Safety Car.

Det fik store dele af feltet til at pitte, så ingen ville komme i problemer, da man ikke havde mere at vinde, men blot ville kunne tabe placeringer.

Will Power var millimeter fra at sætte bilen i muren, da han var ved at tabe den i opløbssvinget. Heldigvis undgik han det, og kunne fortsætte på 6. pladsen.

Efter pitstoppede var Newgarden i en komfortabel føring, mens Herta stille og roligt kom under pres fra Rosenqvist. Dixon var faldet tilbage på 8. pladsen, men havde godt med Puss-2-Pass tilabge, så han havde mulighed for at avancere i de sidste 10 omgange.

Da Herta og Rosenqvist begyndte at kæmpe, kunne Rossi hente ind på de to. De sløvede allesammen hinanden, så VeeKay også kunne hente ind på dem. Rossi var første mand til at vinde en placering, da han kom forbi Rosenqvist, med 7 omgange tilbage af løbet.

Rossi tog andenpladsen i løbet, med 6 omgange tilbage, da han kørte hjul mod hjul med holdkammerat Herta.

Marco Andrettis dag sluttede før tid, da han måtte pitte med ild i bagenden af bilen. Heldigvis fik holdet slukket ilden i bilen, uden der skete mere.

Herta så ud til at have brændt hans dæk af, da han sejlede rundt, og var under rigtig hårdt pres fra VeeKay. Hollænderen kom forbi med 4 omgange tilbage af løbet.

Dixon havde virkelig problemer med at holde bilen på banen, og var en tur gennem græsset, på næstsidste omgang, og tabte derved to placeringer til Graham Rahal og Jack Harvey.

Josef Newgarden vandt dagens løb, foran Alexander Rossi, Rinus VeeKay, Colton Herta, Felix Rosenqvist, Will Power, Graham Rahal, Jack Harvey, Scott Dixon og Marcus Ericsson.

Scott Dixons mesterskabsføring var nede på blot 40 point, efter at have været langt over 100 point foran Newgarden få løb siden. Dixon har dog stadig muligheden for at sikre sig mesterskabet allerede i morgen, såfremt han slutter et pænt stykke foran Newgarden.

Lørdag morgen lokal tid, køres weekendens anden kvalifikation, inden løbet køres senere samme dag.

Relaterede nyheder