24 biler til FIA WEC sæsonfinale

Det bliver en noget anderledes startgrid til FIA World Endurance Championship finalen i Bahrain i den kommende weekend.

Den lange sæson, afgjorte mesterskaber, blandet op med COVID-19 situationen, betyder desværre at der kun er 24 biler til start.

Toyota Gazoo Racing er eneste hold tilstede i LMP1 kategorien, som lukker ned efter denne løb. De to biler skal have afgjort hvem af dem, som vinder mesterskabet som #8 aktuelt fører foran #7. Med kun 7 point mellem de to biler, bliver den bedstplacerede bil også mester. Brendon Hartley, Sebastien Buemi og Kazuki Nakajima er foran Mike Conway, Kamui Kobayashi og Jose Maria Lopez.

LMP2 kategorien har 6 biler til start. Fra de sædvanlige 8 biler, er High Class Racing #33 og Cool Racing #42 faldet fra. #33 har ikke noget de kan opnå i mesterskabet, og #42 har trukket beslutningen på baggrund af COVID-19 situationen.

Tilbage er de nykårede mestre United Autosports #22 med Filipe Albuquerque, Phil Hanson og Paul Di Resta, mens JOTA #38, Racing Team Nederland #29, Jackie Chan DC Racing #37 og Signatech Alpine Elf #36 skal kæmpe om mesterskabsmedaljerne. Cetilar Racing #47 er sikker på at slutte på 7. pladsen i mesterskabet, med mindre at alle konkurrenterne udgår, og de vinder løbet.

Aston Martin Racing #95 med Nicki Thiim og Marco Sørensen kommer til Bahrain som mesterskabsførende, med et 15 points forspring til holdkammeraterne i #97. Her er der dog sket en ændring, da kun Maxime Martin har mulighed for at blive mester. Alexander Lynn har desværre fået en positiv COVID-19 test, så han bliver nød til at misse løbet. Det har sat en kædereaktion af ændringer i gang hos AMR. Richard Westbrook skulle have kørt i #98, men bliver flyttet over i #97 ved siden af Martin. Han bliver erstattet i GTE Am bilen #98 af Pedro Lamy, som kender Paul Dalla Lana særdeles godt, plus Ross Gunn, som har sat ved siden af Dalla Lana gennem hele sæsonen.

Der er også sket ændringer hos 3’er i mesterskabet, AF Corse Ferrari #51. Her skal James Calado dele bilen med Daniel Serra, som plejer at hjælpe 51’eren ved de lange løb. Alessandro Pier Guidi skal i stedet fokusere på GT World Challenge på Paul Ricard banen i Frankrig.

Porsche #92 med Michael Christensen og Kevin Estre er den bedstplacerede Porsche, men de forsvarende verdensmestre har ikke længere mulighed for at vinde titlen. Porsche #91 er femmer i mesterskabet, foran AF Corse #71.

Team Project 1 Porsche #57
Photo: Tim Hearn / AdrenalMedia.com

GTE Am kategorien må se bort fra MR Racing Ferrari #70, men ellers er der stadig 10 biler tilbage i kategorien.

TF Sport Aston Martin #90 med Charlie Eastwood, Jonny Adam og Salih Yoluc fører mesterskabet, foran AF Corse Ferrari #83 med Nicklas Nielsen, Emmanuel Collard og Francois Perrodo. 83’eren har ellers ført mesterskabet lige siden åbningsløbet, men #90 tog føringen med deres Le Mans sejr. Der er kun de to biler, som kan vinde GTE Am titlen, og med kun 8 point mellem dem, bliver vinderen den af de to, som slutter bedst i løbet, så længe vi snakker i den forreste ende af klassen – pointforskellene bliver mindre jo længere man kommer ned i pointtavlen.

Der er sket ændringer hos de forsvarende mestre Team Project 1 Porsche #56, hvor Larry ten Voorde efterhånden har limet sig fast til sædet ved siden af Egidio Perfetti. Ændringen sker dog hos 3. manden, som plejer at være Matteo Cairoli. Cairoli skal dog også køre på Paul Ricard, så derfor trækker Jörg Bergmeister i køredragten igen. Det var ham som var med til at vinde titlen sidste år.

Der er også en ændring i søsterbilen #57, hvor Dylan Pereira erstatter Felipe Fraga. Ben Keating og Jeroen Bleekemolen fortsætter som de to faste kørere bilen.

Red River Sport Ferrari #62 har kun Bonamy Grimes som tilbageværende kører fra Le Mans. Kei Cozzolino flytter over fra MR Racing bilen, mens Colin Noble får hans GTE Am og FIA WEC debut, efter at have kørt LMP3 i adskillige sæsoner for Nielsen Racing.

Christian Ried og Riccardo Pera får Dennis Olsen med som 3. mand i Dempsey-Proton Racing Porsche #77, da Matt Campbell er optaget på Paul Ricard. Søsterbilen #88 får lokale Khalid Al Qubaisi bag rattet igen. Han vandt løbet i 2016, men får to helt nye medkørere med i form af Jaxon Evans og Marco Holzer. Begge er dog Porsche eksperter, så de vender sig formentlig hurtigt til bilen.

Sidst men ikke mindst sker der også ændringer i Gulf Racing Porsche #86, hvor Ben Barker og Michael Wainwright får den nykårede ELMS mester Alessio Picariello med i bilen i stedet for Andrew Watson, som også skal køre på Paul Ricard.

FIA World Endurance Championship løbet i Bahrain starter på lørdag klokken 12.00 dansk tid.

Relaterede nyheder