Audi skifter spor

Der sker rigtig mange ting i Audi koncernen for tiden.

Den tyske bilgigant annoncerede først på eftermiddagen, at Dieter Gass forlader Audi, efter at have arbejdet for dem siden 2012. Han arbejdede tidligere hos Audi fra november 1994 indtil marts 2001, hvor han var ingeniør og løbsingeniør i blandt andet deres sportsvognsprogram. Efter godt 10 år i Formel 1 for Toyota og Lotus, vendte han tilbage i 2012, hvor han først fungerede som højre hånd for Dr. Wolfgang Ullrich, og sidenhen erstattede ham fra 2017 og fremad.

2017 var et vigtigt årstal for motorsporten, da Audi Sport lukkede deres Le Mans program ned efter 2016 sæsonen, og i stedet gik ind i Formel E som fabrikshold. Audi forlod DTM serien for mindre end en måned siden, hvor Rene Rast vandt titlen for 3. år ud af 4 mulige.

Dieter Gass erstattes af Julius Seebach, som skal være ny chef for Audi indenfor motorsport.

Det er dog ikke de eneste ændringer som sker, da de få minutter senere offentliggjorde, at de ville starte et Dakar program. Her skal de køre med en helt nyudviklet prototype, med elektrisk drivlinje. Bilen skal dog også have en TFSI motor, som skal bruges til at lade strøm på batterierne, da der ikke vil være nok strøm på batterierne, til at kunne fuldføre en flere hundrede kilometer lang prøve gennem ørkenen, og med masser af hjulspin i sandet. Deres mål er at de gradvis skal blive mindre og mindre afhængig af benzinmotoren, og kunne køre længere og længere på batterierne.

Audi Dakar 2022
Graphics: Audi Sport

Langt inde i pressemeddelelsen, kommer der dog to meget vigtige fakta.

Audi Sport stopper deres fabriksstøtte til Formel E programmet efter 2021 sæsonen. Abt var med fra starten, som privathold, og blev herefter opdateret til fabrikshold i 2017, hvor titlen blev kørt i hus. Siden da har de dog fået baghjul af ikke blot konkurrenterne, men sågar også af kundeholdene, som Audi leverer drivlinjen til. De ønsker fortsat at levere deres elektriske drivlinje i 2022 og fremover, såfremt nogen ønsker at benytte denne.

Samtidig vil de fokusere på deres kundesport, som er ekstremt succesfuldt omkring GT3 og GT4. VW Audi gruppen valgte at lukke TCR programmet med de fire ringe efter 2019 sæsonen.

Som en endnu mere gemt fodnote, nævner Audi Sport at de er i gang med at evaluere på et LMDh program, med målet at kunne sælge disse biler til kunder, som kan kæmpe om både Daytona 24 timers titlen i USA, men også 24 timers Le Mans titlen i Europa. LMDh klassen er det nye indenfor sportsvogne, som er den nye topklasse indenfor sportsvognsræs, ved siden af Hypercar bilerne. Hrundkonceptet for LMDh bilerne er et købt LMP2 chassis, og en standard hybriddel i alle bilerne. Bilfabrikkerne må proppe deres egen motor og deres egen aeropakke på bilerne, men ellers skal alt andet være fælles.

Det er lidt mærkeligt at de pakker et potentielt Le Mans program så langt væk i en pressemeddelelse. Det vil måske være den største nyhed, for de fleste fans, som har savnet Audi på Le Mans. I rallykredse er det dog også stort, at Audi skal køre Dakar Rally, da de har en kæmpe historie indenfor rally, og var dem som bragte Quattro på gruset i 1981, og sidenhen på asfalten.

Placeringen af Dakar 2022 er ikke offentliggjort endnu, men det har flyttet rundt i verden, fra den originale Dakar rute, til Argentina og Peru, mens Saudi Arabien er placeringen for både 2020 og 2021 løbene.

Relaterede nyheder