Stærkere bånd mellem ADAC og SRO

Der er blevet knyttet endnu stærkere bånd mellem ADAC og SRO organisationerne, omkring afviklingen af GT ræs.

Det betyder at ADAC GT Masters kalenderen for 2021 er blevet justeret to steder, så der ikke er sammenfald mellem GT World Challenge Europe og Intercontinental GT Challenge.

Løbet på Zandvoort rykker til den 9.-11. juli, mens finalen på Hockenheimring skubbes en uge til den 22.-24. oktober.

De to organisationer arbejder i forvejen sammen omkring BOP justeringerne på bilerne, da ADAC GT Masters følger den internationale BOP. Nogle andre GT3 serier rundt i verden, kører med deres egen BOP på bilerne.

Oschersleben 2019 – Photo: Gruppe C Photography

Samarbejdet har dog også en anden dagsorden. I øjeblikket kører der en GT3 krig mellem ADAC GT Masters, og så DTM serien, som vil skifte over til GT3 biler i 2021, efter Audi har trukket sig fra serien. Derfor forsøger ADAC at holde fast i, at de har den førende, og bedste GT3 serie i Tyskland, og ved at lave sådan en aftale med SRO, beviser det også, at de sammen vil det bedste for GT3. Tidligere har det været fremme, at DTM ikke ønsker at justere deres kalender i forhold til andre serier, men mener at andre bør flytte deres datoer. Noget så simpelt som at lægge et løb, som datomæssigt kolliderer med 24 timers løbet i Le Mans, er ikke noget som bliver set på med positive øjne i motorsportsverdenen.

ADAC GT Masters kalenderen 2021 ser aktuelt således ud:

14.05. – 16.05.2021 Motorsport Arena Oschersleben
11.06. – 13.06.2021 Red Bull Ring
09.07. – 11.07.2021 CM.com Circuit Zandvoort
06.08. – 08.08.2021 Nürburgring
10.09. – 12.09.2021 DEKRA Lausitzring
01.10. – 03.10.2021 Sachsenring
22.10. – 24.10.2021 Hockenheimring

Relaterede nyheder