Wright, Whelen, VS, Pfaff og Magnus nyt

I denne artikel, opsummerer vi lidt IMSA WeatherTech SportsCar Championship nyheder, som er kommet dryssende de seneste dage.

Wright Motorsports har annonceret, at de vender tilbage til IMSA i uændret form i 2021. Ryan Hardwick skal igen dele den blå Porsche 911 GT3 R med fabrikskører Patrick Long, mens Jan Heylen skal hjælpe dem ved langdistanceløbene i Michelin Endurance Cup. Den trio sluttede 2020 sæsonen af med at vinde GTD klassen på Sebring International Raceway i 12 timers løbet.

Samtidig var de snublende tætte på at tage GTD titlen, hvor de kun manglede 2 point op til Meyer Shank Racing. Hardwick tog til gengæld Bob Akin Award, hvilket giver ham en billet til 24 timers løbet i Le Mans, så han kan finde sammen med et hold, og derved give dem en starttilladelse til løbet. Så værd ikke overrasket, hvis han dukker op sammen med Patrick Long, i en Proton Competition eller Team Project 1 bil til 24 timers løbet i Frankrig.

Til 24 timers løbet i Daytona skal de bruge den 4. mand, og her skal Klaus Bachler igen hjælpe til, ligesom han gjorde i 2020 udgaven af løbet. Bachler er noget af det tætteste, at man kommer på en Porsche fabrikskører, uden at han officielt er det. Han har kørt tusindvis af omgange i Porsche racere rundt i verdenen, og hører til blandt de allerbedste i den disiplin.

Wright Motorsports Porsche #16
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Whelen Engineering har annonceret, at de putter en 4. kører i deres Cadillac DPi racer med startnummer 31 ved Daytona 24 timers løbet. Dette er intet ringede end den nykårede NASCAR Cup mester Chase Elliot, som skal hjælpe lidt til. Elliot er den aktuelt mest populære kørere blandt NASCAR fans – allerede inden hans mesterskab – og vil forsøge at gentage faderen Bill Elliot’s sejr fra 1987.

Reglerne ved 24 timers løbet er dog ikke nær så strenge, som ved eksempelvis 24 timers løbet i Le Mans, hvor alle SKAL køre minimum 6 timer af løbet. På Daytona, er 2 timer nok til at man har kørt minimumstiden i DPi og GTLM klasserne. Så vi skal næppe forvente at se Elliot køre ret meget længere end det, når han har holdkammerater som Pipo Derani, Felipe Nasr og Mike Conway, som er specialister indenfor prototyperæs. Det samme så vi med Jeff Gordon, da han vandt løbet i 2017, og kun kørte 2 timer og fire et halvt minut af løbet. Men bare det at der er en nuværende NASCAR kører med i løbet, bringer en masse interesse til løbet og IMSA – som jo også er ejet af NASCAR organisationen.

Vasser Sullivan har stoppet samarbejdet med AIM, men beholder Lexus racerne. Aaron Telitz og Jack Hawksworth skal deles om bil #14 gennem hele sæsonen, mens kørerne til #12 plus de ekstra kørere til langdistanceløbene endnu ikke er annonceret. Telitz og Hawksworth kørte sammen en stor del af 2020 sæsonen, da Parker Chase pludselig sprang ud af bilen, allerede efter første afdeling på Daytona. Telitz måtte dog tilbage i #12 og hjælpe til ved langdistanceløbene, som den oprindelige aftale med holdet var.

Pfaff Motorsports har virkelig store planer for 2021 sæsonen i IMSA. Zacharie Robichon fortsætter i Porsche 911 GT3 R #9, men får Porsche fabrikskører Laurens Vanthoor med i bilen, gennem hele sæsonen. Robichon er det som man i branchen betegner som Fake Silver – altså en Sølvkører som nok burde været rangeret som Guldkører i stedet, når man kigger på hans omgangstider. Ham kombineret med Vanthoor, som har kørt i GTLM bilen i IMSA i de seneste sæsoner, bliver en ufattelig hurtig kombination, og som på papiret kan slå samtlige GTD kørere, som er annonceret indtil videre. Det vigtige for dem, bliver at holde sig ude af ballade, og ikke mindst holde bilen kørende mekanisk.

Lars Kern skal hjælpe dem ved de fire MEC afdelinger, ligesom han gjorde i 2020, foruden Porsche fabrikskører Matt Campbell skal hjælpe til på Daytona. Får den bil en fair BOP til 24 timers løbet, må vi forvente, at den stille og roligt stikker af fra resten af feltet, simpelthen på grund af gennemsnitshastigheden henover et stint, som de 4 kørere kan holde.

Pfaff Motorsports Porsche #9
Photo Courtesy of IMSA / Barry Cantrell

Magnus Racing har valgt at skifte spor endnu en gang. I 2021 sæsonen vil de køre ræs i en Acura NSX GT3 Evo, som skal drives i samarbejde med Archangel Motorsports. John Potter og Andy Lally fortsætter samarbejdet, men har endnu ikke annonceret deres medkørere. Det er 4. bil på 7 sæsoner for holdet, som gennem mange år var et Porsche hold. Så forsøgte de sig med Audi i et par år, afbrudt af et sabbatår i 2017, inden de skiftede til en Lamborghini i 2019, som de først selv forsøgte at drive, inden de startede et samarbejde i 2020 med GRT. Vi skal dog helt tilbage til 2012, for at finde teamets største triumf, da de vandt 24 timers løbet i Daytona med en Porsche. Ved at vælge mesterskabsbilen fra 2020 sæsonen som deres nye bil, håber de på at kunne få mere fart på igen, og komme længere frem i feltet.

Det var lidt en opsamling på flere forskellige IMSA nyheder. På trods af julen står for døren, må vi dog stadig forvente flere nyheder i de kommende dage, da startlisten til løbet snart bliver offentliggjort.

Relaterede nyheder