Marco Andretti trapper ned i Indycar

Marco Andretti har valgt at trappe hans NTT IndyCar Series program ned i 2021.

Amerikaneren, med det meget kendte efternavn, har bestemt sig for kun at køre Indianapolis 500 løbet i år.

I stedet vil han prøve at trække vejret lidt, og eventuelt se på andre muligheder indenfor racerverdenen, oplyser han. Især sportsvognsræs har hans interesse, hvor han selv nævner Daytona 24 timer, Sebring 12 timer og Le Mans som interessante løb for ham.

Han har tidligere deltaget i Le Mans for Rebellion Racing i 2010, hvor han delte en LMP1 racer med Neel Jani og Nicolas Prost. Han var også en del af Andretti Green Racing programmet, da de kørte med Acura LMP2 racere i American Le Mans Series i 2008, og satte en fænomenal Pole Position blandt LMP2 bilerne på Sebring, da han var en af de første til at køre Sving 1 med fuld gas, uden at løfte. Det er blevet forsøgt af mange andre siden, men går oftest galt, hvis man rammer et af bumpene forkert.

Han har kørt 15 sæsoner i Indycar,  men det er kun blevet til to sejre i den tid – en i 2006 og en i 2011.

Bryan Herta & Marco Andretti
Photo: Indycar.com / Walt Kuhn

Karrierens umiddelbare højdepunkt kom ved Indy 500 i 2020, hvor han tog Pole Position på imponerende vis. Føringen holdt dog ikke engang til Sving 1, og i stedet sluttede han på en 13. plads i løbet.

Det var lige ved at han kunne have opnået en sensationel debut i Indy 500 tilbage i 2006, hvor han kørte ud på allersidste omgang som førende bil, og kun få meter før målstregen, blev overhalet med en snudelængde af Sam Hornish jr – kun 0,0635 sekund efter ham. Siden da er det blevet til yderligere 3 podiepladser for ham i løbet.

Tit og ofte, virker det til at være mentalt, at han ikke helt har kunne holde dampen oppe. Når han har opnået et godt resultat eller sæson, er den blevet efterfulgt af en dårlig.

Faktisk var 2020 sæsonen hans suverænt dårligste, hvor han kun sluttede på 20. pladsen i kørernes mesterskab. Hvad endnu værre var, sluttede de 23’er blandt teampointene, hvilket gør at holdet går glip af en godt 1 million dollars i startpenge til 2021 sæsonen, som de så i stedet skal ud og samle ind hos sponsorer. I forvejen var Marco selv trådt ind som medejer af bilen, for et par år siden. Om det har været en medvirkende faktor til at trække stikket nu, vil holdet ikke rigtig udtale sig om. Ordlyden i pressemeddelelsen, er at Marco har valgt at trække sig som fuldtidskører i 2021 sæsonen.

Hvem der kommer til at erstatte ham i bilen, som delvis ejes og drives af Bryan Herta, i samarbejde med Andretti Autosport, vides endnu ikke.

Andretti Autosport har i forvejen annonceret Alexander Rossi, Colton Herta og Ryan Hunter-Reay til den kommende sæson, mens James Hinchcliffe også forventes at skulle køre for holdet.

Relaterede nyheder