D’Station udvider til WEC

D’Station Racing udvider nu deres Aston Martin program fra Japan og Asien, til også at inkludere FIA World Endurance Championship i 2021.

Det japanske hold er gået sammen med TF Sport, som skal hjælpe til med driften af en GTE Am bil i den forestående sæson.

D’Station har været aktive i både Super GT og Super Taikyu, mens de debuterede i Asian Le Mans Series i 2019/20 sæsonen.

Graphics: D’Station Racing/TF Sport

De havde indsendt en ansøgning omkring starttilladelse i forbindelse med Le Mans 2020, men var langt nede på reservelisten, og valgte derfor at trække sig – uheldigt nok, da der kom mange afbud til 2020 udgaven, så de nok ville være kommet med alligevel.

Holdet stiller igen til start i Asian Le Mans Series, som starter om 3 uger i Dubai.

Tomonobu Fujii og Satoshi Hoshino er de to aktuelt annoncerede kørere, og de får formentlig en Aston Martin fabrikskører med som 3. mand.

Holdet må fravige deres ellers sædvanlige startnummer 77, da Dempsey-Proton Racing allerede har sat sig på det. Derfor snupper de 777 i stedet for.

FIA WEC 2021 sæsonen skal efter planen starte på Sebring om to måneder.

Relaterede nyheder