United Autosports med flere kørerannonceringer

United Autosports har annonceret flere kørere til den kommende European Le Mans Series 2021 sæson.

Det engelsk-amerikanske hold stiller igen op med 2 LMP2 og 2 LMP3 racere, hvilket gør at der er et stort behov for kørere.

Manuel Maldonado skal på hele to opgaver for holdet i 2021. Først skal han deltage i LMP3 kategorien i Asian Le Mans Series, hvor teamet stiller op med hele 3 LMP3 racere. Holdet mangler dog stadig at annoncere hans medkørere hertil.

Til gengæld står det fast, at han skal køre European Le Mans Series i LMP2 kategorien, hvor han skal dele #32 med Job van Uitert. Deres 3. mand er ikke annonceret endnu.

Maldonado navnet vækker naturligvis genklang hos motorsportsfans, og her tænker de fleste nok på fætter Pastor, som både har kørt Formel 1, men også FIA WEC i 2018/19 sæsonen. Manuel er kun 21 år gammel, og har derfor hele motorsports karrieren foran sig. Han har status af sølvkører, hvilket gør at UA har frit valg på den sidste plads i bilen, hvad angår kørerstatus.

Sidste års LMP3 mester i ELMS, Tom Gamble skifter op i LMP2 bilen, hvor han skal dele #22 med Phil Hanson. Gamble har samme favorable status af sølv, men her er 3. køreren ligeledes ikke annonceret. Tom har allerede testet LMP2 raceren, i forbindelse med testen umiddelbart efter sæsonafslutningen i Portimao, og ved derfor hvad der venter ham i 2021 sæsonen.

United Autosports #2
Photo: JJ Media

Han efterlader et tomt sæde i den ene af holdets LMP3 racere, som Edouard Cauhaupe hopper i. Han var blandt mesterskabskandidaterne i Michelin Le Mans Cup i LMP3 kategorien i 2020, og var på podiet hele 4 gange ud af 7 løb, inklusiv 2 sejre. Var han og holdkammerat Nicolas Maulini ikke blevet påkørt ved åbningsløbet, kunne tingene meget vel have set meget anderledes ud.

Den 18-årige franskmand har endnu ikke fået annonceret nogen af hans medkørere i bil #2, mens hele bil #3 allerede er besat af Jim McGuire, Duncan Tappy og Andrew Bentley.

Dermed er der 4 ledige pladser, ud af de 12 mulige sæder hos United Autosports i European Le Mans Series 2021 – for ikke at tale om de biler, som de stiller op med i Michelin Le Mans Cup, hvor kun Daniel Schneider og Andy Meyrick er blevet annonceret indtil nu.

Det formodes at holdet stiller til start med to biler i FIA World Endurance Championship, men det får vi endelig svar på i morgen, når deltagerlisten til 2021 FIA WEC sæsonen bliver frigivet.

Relaterede nyheder