33 biler i FIA WEC 2021

FIA World Endurance Championship kommer til at tælle 33 biler gennem 2021 sæsonen.

ACO og LMEM har i dag annonceret deltagerlisten, hvor der ikke er de store overraskelser, hvis man har fulgt med i nyhederne gennem de seneste uger.

LMP1 kategorien er erstattet af Hypercar kategorien, hvor fire af de nye LMH biler, plus en enkelt af de gamle LMP1 racer skal køre i 2021 sæsonen. Det bliver to Toyota Gazoo Racing biler, plus to fra Glickenhaus Racing, og så en enkelt fra Alpine Elf Matmut, som stiller op med feltets eneste LMP1 racer, som de nu kalder en Alpine A480 i stedet for dens tidligere Rebellion R13 navn.

Glickenhaus har indtil videre sagt at Gustavo Menezes skal køre den ene bil, mens Ryan Briscoe er ansat til at køre i den anden.

Alpine Elf Matmut, som tidligere har været kendt som Signatech Alpine Elf/Matmut, holder fast i Andre Negrao, som indtil videre den eneste kører annonceret.

LMP2 kategorien får 11 biler på startlisten. Det bliver en god blanding af de hold, som vi kender fra tidligere sæsoner, så som United Autosports, Racing Team Nederland, JOTA Sport, DragonSpeed samt danske High Class Racing. Dertil kommer Realteam Racing, som skifter op fra LMP3 i ELMS serien, samt Richard Mille Racing Team, som skifter op med deres tre kvindelige kørere fra ELMS LMP2. Inter Europol Competition avancerer fra ELMS og Asian Le Mans Series, og stiller op med en enkelt bil. WRT er et team, som vi kun har set en enkelt gang før i ACO ræs, nemlig Spa Francorchamps i 2016, i forbindelse med ELMS afdelingen. De har ligeledes købt en ORECA 07, som størstedelen af de andre også har i LMP2 kategorien.

Eneste hold med en Ligier LMP2 racer er ARC Bratislava, som skifter op fra Asian Le Mans Series, til selve FIA WEC serien.

GTE Pro biler en 4-bils kamp mellem AF Corse og Porsche, som stiller med to biler hver. Begge hold har skiftet en enkelt af kørerne ud, fra 2019/20 sæsonen, og så har AF Corse skiftet fra startnummer 71 til 52, for deres anden bil.

Start Silverstone 2019
Photo: JJ Media

I GTE Am, er feltet kun vokset endnu mere, end det allerede var i 2019/20 sæsonen. 13 biler er vi kommet op på til den nye sæson.

Ferrari har 5 biler med, Porsche har 5 biler, og så er der 3 Aston Martin racere med.

AF Corse stiller op med 2 Ferrari racere i eget navn, mens Cetilar Racing og Iron Lynx begge får hjælp fra dem.

Dempsey-Proton Racing stiller igen med to Porsche 911 RSR racere, og får følgeskab af Team Project 1, som ligeledes kommer med to, mens det tidligere Gulf Racing har skiftet navn til GR Racing, og kommer med en enkelt af den nyeste generation RSR.

TF Sport har en finger med i spillet i to af Aston Martin racerne – en under eget navn, og en under D’Station Racing navnet.

Paul Dalla Lana vender tilbage med 98’eren endnu en gang, under Aston Martin Racing navnet. Han er indtil videre den eneste mand i bilen.

Set med danske briller, så er det positivt at High Class Racing igen er med i LMP2, og især positivt at det nu er med tre danske kørere i form af Anders Fjordbach, Dennis Andersen og Jan Magnussen. I GTE Am har Nicklas Nielsen i AF Corse Ferrari #83 nu fået følgeskab af Michelle Gatting, som skal dele Iron Lynx Ferrari #85 med Rahel Frey og Manuela Gostner, ligesom hun har gjort i de seneste to sæsoner i ELMS samt på Le Mans.

Desværre er GTE Pro blevet dansker-fri zone, efter den ellers har været rigt repræsenteret med Michael Christensen, Nicki Thiim, Marco Sørensen og Jan Magnussen, i forbindelse med Le Mans. De forsvarende Verdensmestre i GTE Pro, Thiim og Sørensen, står desværre uden FIA WEC sæde, efter Aston Martin Racing valgte at trække deres fabriksstøtte til GTE Pro programmet, da der nu i stedet skal fokuseres på Formel 1.

Disse 33 biler er dermed også de første 33 biler i 2021 udgaven af 24 timers løbet i Le Mans, da FIA WEC biler altid har en automatisk billet til løbet, da det er en del af mesterskabet.

Deltagerlisten, med alle de bekræftede kørere, kan ses her.

Relaterede nyheder