Hardwick ude – Hindman erstatter

Ryan Hardwick er desværre ude af weekendes 24 timers løb på Daytona – Rolex 24 at Daytona.

Amerikaneren havde et stort uheld i gårsdagens træning i Michelin Pilot Challenge, hvor han røg af banen i Bus Stop Chikanen i hans Porsche 718 Cayman GT4.

Dermed måtte han overnatte på hospitalet, men er ikke i kritisk tilstand – men altså heller ikke i stand til at køre i bilen.

Det er andet uheld på fem dage for Hardwick, som også smadrede Porsche 911 GT3 R raceren i IMSA WeatherTech SportsCar Championship i lørdagens aftentræning. Den bil blev smadret så eftertrykkeligt, at mekanikerne måtte ud at købe en ny bil, og så bygge motor, gearkasse m.v. over i den, så holdet kunne deltage i kvalifikationsløbet søndag eftermiddag.

Wright Motorsports Porsche #16
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Hardwick plejer ellers at være en pålidelig gentleman kører, hvor han lukkede 2020 sæsonen af med at vinde 12 timers løbet med Wright Motorsports, med Jan Heylen og Patrick Long som holdkammerater.

De to får Trent Hindman med som holdkammerat, udover Porsche fabrikskører Klaus Bachler, som var 4. mand på bilen i forvejen.

Hindman har de seneste sæsoner kørt med i IWSC mesterskabet, hvor han var fast kører på Meyer Shank Racing Acura raceren, og sidenhen hjælper på Heinricher Racing Acura’en i GTD.

Racing24-7.net ønsker Ryan Hardwick god bedring, og håber snart at se ham tilbage i en racerbil igen.

Relaterede nyheder